Avis: Luxembourg hjælper selskaber med at undgå dansk skat

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

EU-landet Luxembourg hjælper med hemmelige aftaler multinationale selskaber med at slippe for at betale skat af deres profit i Danmark og andre medlemslande. Afsløringerne skyldes en lækage fra verdens næststørste revisionsfirma, PwC, skriver Politiken.

Det er 548 skatteaftaler fra 2002 til 2010, som viser, hvordan PwC efter aftale med skattemyndighederne i Luxembourg opsætter selskabskonstruktioner, som fører overskud fra virksomheder som Ikea, Amazon, Heinz, iTunes og Volkswagen i andre EU-lande til Luxembourg.

- Det her viser, at Luxembourg systematisk udhuler det grundlag, som andre EU-lande skulle opkræve skat af, siger professor i skatteret ved Aarhus Universitet Jan Pedersen til Politiken.

Og skatteminister Benny Engelbrecht (S) kalder afsløringerne "rystende". Hvis oplysningerne passer, er det hans vurdering, at det åbenlyst må være et brud på statsstøttereglerne.

- Skattebetalingen er nede i nogle promiller, som er så vanvittige, at man nærmest ikke med ord kan beskrive den udfordring, som det giver andre lande, siger ministeren.

Skat i Danmark ved ikke, hvor mange penge statskassen går glip af, fordi store selskaber formår at flytte deres overskud til for eksempel Luxembourg.

Men indsatsdirektør Erling Andersen siger til avisen, at man i Skat arbejder på at opgøre skattegabet for hele området "store selskaber". Og han venter at have et svar om to-tre år.

Politiken har sammen med medier i 26 lande verden over undersøgt dokumenterne, som er blevet lækket til organisationen International Consortium of Investigative Journalists (Icij).

PwC vil ikke kommentere indholdet i de lækkede dokumenter.

- Vi er afskåret fra at kommentere konkrete klientforhold, men vi afviser enhver antydning af, at firmaets arbejde på nogen måde skulle være upassende, meddeler revisionsfirmaet i et skriftligt svar til Politiken.

/ritzau/