Badehotellet-stjerne lander kæmpe rolle

Skrevet af Julie Møller

08/06/2021
Molly (Bodil Jørgensen), Morten (Morten Aaskov Hemmingsen) og Peter Andreas (Kristian Halken) i Badehotellet, der vises på TV 2. Foto: Mike Kollöffel/TV 2.
Molly (Bodil Jørgensen), Morten (Morten Aaskov Hemmingsen) og Peter Andreas (Kristian Halken) i Badehotellet, der vises på TV 2. Foto: Mike Kollöffel/TV 2.
TV 2s Badehotellet-stjerne får hovedrolle i musicalen Midt om Natten.

Dagens topnyheder

Når Midt om Natten til sensommeren vender tilbage til de skrå brædder, efter en lang række udsættelser pga. Covid-19, bliver det blandt andet med Morten Hemmingsen på scenen.

Morten Hemmingsen, der er kendt fra TV 2-serien Badehotellet, hvor han spiller rollen som Morten Enevoldsen, indtager nemlig rollen som Arnold i musicalen.

Musicalen er bygget på Gasolins og Kim Larsens mange hits, og repremieren finder sted den 4. august i Vejle. Herefter turnerer musicalen rundt omkring i landet. 

Erfaring fra musicalverdenen

Morten Hemmingsen - der siden 2013 har brillieret som den unge og rebelske fisker, der falder pladask for den unge stuepige Fie - er at finde i Midt om Nattens ensemble. Skuespilleren har stor erfaring fra musicalverdenen fra bl.a. Skammerens Datter og The Sound of Music.

Erik Clausen og Kim Larsen i filmen fra 1984. Foto: PR / Tivoli.

I Midt om Natten overtager han en af de bærende roller, han skal nemlig spille rollen som Arnold, Bennys barndomsven. En udfordring, som skuespilleren glæder sig til at give sig i kast med.

”Gasolin er en kæmpestor del af Danmarks musikhistorie, og Midt om Natten er en ikonisk film. Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at være med til at føre historien fra film til scene. Det er et stærkt hold, jeg bliver en del af, og jeg er derfor sikker på, at vi sammen kan få skabt en fantastisk forestilling,” lyder det fra Morten Hemmingsen i en pressemeddelelse. 

Solide kræfter på opgaven

Ud over Morten Hemmingsen er det også lykkedes producenterne at skaffe Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, der overtager rollen som Susan Himmelblå.

Gustav Wolter og Morten Hemmingsen skal spille rollerne som Benny og Arnold i musicalen, der er bygget på Gasolins og Kim Larsens mange hits. Foto: PR / Tivioli.

Morten Hemmingsen og Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen bliver en del af et hold, der består af både rutinerede og nye performere. Holdet tæller bl.a. Gustav Wolter, der i 2018 fik sit gennembrud i rollen som den oprørske Benny, som i filmen blev spillet af Kim Larsen selv. Derudover kan publikum bl.a. opleve Allan Mortensen som vagabonden Tusindfryd, Jimmy Jørgensen i dobbeltrollen som brugtvognsforhandleren Charles og Rockerlederen – og desuden medvirker et stort ensemble og band, der tilsammen tæller mere end 30 personer.

Oversigt over spilledatoer:

Spilledatoer:

Vejle: 4. – 8. august 2021: Vejle Musikteater. 

Odense: 12. – 14. august 2021: ODEON.

Aalborg: 17. – 19. august 2021: Aalborg Kongres & Kultur Center. 

Randers: 20. – 22. august: Værket. 

Viborg: 24. – 26. august 2021: Tinghallen. 

Frederikshavn: 27. – 29. august 2021: Arena Nord. 

Esbjerg: 31. august – 2. september 2021: Musikhuset Esbjerg. 

København: 30. september – 24. oktober 2021: Koncertsalen, Tivoli.