"Bagedyst"-deltager i shitstorm: Så meget skal hun betale i erstatning

Skrevet af Mathias Busekist

26/11/2023
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hun må nu hive den helt store pengepung frem.

Dagens topnyheder

Jette Stub, som det danske folkefærd blev introduceret til i 2015, da hun medvirkede i DR-formatet 'Den store bagedyst', må nu trække til de helt dybe lommer.

Hun er nemlig af Ligebehandlingsnævnet blevet pålagt at betale en tidligere ansat hos hendes café, Café Kagefryd i Helsingør, 180.000 kr. i erstatning for at have fyret hende.

Det skriver SE og HØR.

Erstatningen løber op i omtrent ni måneders løn, hvilket hun er blevet idømt at skule betale, fordi hun fik fyresedlen i hånden, mens hun var gravid.

Caféejer tilskrev fyringen til dårlig økonomi, men det forsvar holdt altså ikke.

Ligebehandlingsnævnet mente nemlig ikke, at hun havde fremvist tilstrækkeligt med beviser for at understøtte hendes påstand om, at fyringen ikke skete på baggrund af graviditet.

Det har nu, ikke overraskende, ført til, at hun over for Fagbladet 3F fortæller, at hun er uenig i nævnets afgørelse.

Hun forklarer, at hun blev nødt til at skære i antallet af medarbejdere, fordi corona ramte caféens økonomi hårdt.

"Jeg havde ikke nogen intention om at behandle medarbejderen ringere end andre. Det, der har været værst, er mistænkeliggørelsen om ond hensigt. Det er på alle måder en trist sag, som holder mig vågen nat efter nat," siger Jette Stub til fagbladet.

Jette Stub har før været i mediernes søgelys, herunder i 2021, da hendes café blev udsat for hærværk - ikke bare én, men to gange.

Her havde hun afsløret over for sine Instagram-følgere, at overskuddet fra caféen ville blive delt med krigsveteraner.

Første episode skete i december måned, umiddelbart efter at Jette Stub delte meddelelsen om, at månedens overskud ville gå til Dansk Veteransupport.

Efter mange positive tilbagemeldinger, troede Jette Stub, at problemet var overstået, men efter at hun delte nyheden om, at overskuddet fra fastelavnsboller vil gå til samme projekt, var gerningsmændene på spil igen.