Bekymret Mette Frederiksen: Det kan vi ikke afvise

Skrevet af Julie Møller

22/10/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Coronasmitten får landets statsminister til at dele sine bekymringer på de sociale medier.

Mest læste i dag

Coronavirussen er i den grad blusset op igen, og de daglige smittetal stiger. I går på et pressemøde udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at det ikke er uventet, at smitten er steget, men at det stadig er bekymrende. Sundhedsministeren, Magnus Heunicke, varsler også, at der er nye restriktioner på vej, hvis ikke tallene kommer til at vende igen inden for de kommende to til tre dage.

“Det er de næste to-tre dage, der bliver afgørende. Jeg kommer ikke til at afvise nogen som helst skærpede restriktioner eller regler,” fortæller ministeren til Ritzau, og nu kommer landets statsminister også på banen. 

Deler bekymring på sociale medier

I en opdatering på Instagram og Facebook har hun delt sine bekymringer med de mange følgere.

“Jeg er i stigende grad bekymret. Smitten spreder sig hastigt i hele Europa, der nu er epicentret for pandemien. I andre lande er sundhedsvæsenet under stigende pres. Og der indføres markante restriktioner,” skriver hun. På gårsdagens pressemøde, hvor Søren Brostrøm også deltog, forklarede direktør Erik Brøgger fra Udenrigsministeriet, at det lige nu "går bananas" i Europa.

"Der er stigende bekymring og nervøsitet rundtomkring i Europa, hvor smitten er blusset op mange steder. Udviklingen går den forkerte vej, og det er gået ekstremt hurtigt de seneste uger. Pludselig er smittetallene mange steder gået fuldstændig bananas,” sagde han. I Danmark er det ikke helt så galt endnu, fastslår Mette Frederiksen i sit opslag, men hun er alligevel på vagt.

“Også herhjemme ser det stadig mere alvorligt ud. Smitten er stigende. Vi følger situationen meget tæt. Og som sundhedsministeren har sagt i dag, kan vi ikke afvise, at der i de kommende dage vil blive brug for yderligere restriktioner herhjemme,” skriver hun og henviser til Magnus Heunickes udtalelse. Hun opfordrer til, at danskerne skærer ned for sociale aktiviteter. 

“Jeg håber og tror, vi alle alligevel kan yde en indsats. Når alt kommer til alt er supervåbenet stadig, at vi holder afstand. Ser færre mennesker. Drosler ned for de sociale aktiviteter. For at vi til gengæld kan holde så store dele som muligt af samfundet åbent,” afslutter hun opslaget inden hun beder danskerne om, at passe på sig selv.

De næste to-tre dage vil, ifølge Magnus Heunicke, blive afgørende for landets restriktioner og regler i den kommende tid.