Det er tvivlsomt om de syv danske F-16-fly, der skal bidrage til koalitionen mod IS, kommer af sted som planlagt torsdag morgen.
Det står klart, efter at Folketinget onsdag brugte det meste af dagen på at behandle det beslutningsforslag, der skal bane vejen for det danske bidrag.
Blandt andre Venstre ønskede at få afklaret, om det kan karakteriseres som landsforræderi, hvis danske syrienkrigere skyder mod de udsendte danske soldater.
- Det er ikke fordi, vi ikke vil have det danske bidrag af sted, men vi vil have afklaret det her, sagde Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, til TV2 News, efter at sagen sent onsdag aften blev sendt tilbage til forsvarsudvalget.
Det var sent onsdag uklart, hvornår forsvarsudvalget kan behandle sagen, inden den igen kan komme tilbage i folketingssalen. Det forventes dog, at det bliver klokken 9 torsdag morgen.
Dermed er det også uklart, om og eventuelt hvor meget udsendelsen af de danske F-16-fly bliver forsinket.
- Vi bad hele tiden om en afklaring. Det kunne vi ikke få. Så må vi have den tilbage i udvalget, sagde de konservatives udenrigsordfører, Lars Barfoed.
Det var forsvarsordfører Holger K. Nielsen (SF), der opfordrede Venstre til at sende beslutningen tilbage til forsvarsudvalget, hvis Venstre mente, at der var store, uafklarede, juridiske spørgsmål.
- Hvis sagen ikke er afklaret, så må Venstre få det afklaret, sende sagen tilbage i udvalget og få yderligere juridisk bistand, sagde Holger K. Nielsen, der mente, at hele diskussionen er ren borgerlig indenrigspolitik.
Det politiske slagsmål handler om, hvorvidt danske syrienskæmpere der bekriger danske soldater skal dømmes efter den såkaldte landsforræderiparagraf eller efter terrorparagraffen.
- Det er ikke i orden at sende soldater af sted i krig uden at vide, om det er landsforræderi. Vi er nødt til at vide, hvilken retsstilling der gælder, sagde Inger Støjberg, der understregede, at man selvfølgelig støtter missionen.
Og flyene skal nok komme af sted uanset uenigheden lige nu.
- Om flyene kommer af sted i morgen eller ej, er ikke så vigtigt. De skal nok komme af sted, siger Holger K. Nielsen.
/ritzau/