Billigere billetter på lange rejser med offentlig transport.
Lige nu læser andre
Prisen for at tage bussen eller metroen i hovedstaden kan være på vej op, og det vækker bred modstand blandt byens lokalpolitikere.
En række anbefalinger fra det statslige ekspertudvalg om mobilitet lægger op til en ny takststruktur, hvor kortere ture bliver dyrere, mens længere rejser får prisen sænket.
Det skriver TV 2 Kosmopol
Målet er mere ensartede priser og bedre mobilitet i hele landet, men flere københavnske stemmer råber vagt i gevær.
Læs også
På Københavns Rådhus er der enstemmig modstand mod oplægget.
Radikale Venstres spidskandidat til Borgerrepræsentationen, Christopher Røhl, ser skævt til tanken om, at hovedstadens borgere skal betale for billigere billetter i resten af landet.
”Københavnerne finansierer allerede vores egen offentlige transport, og Københavns Kommune sender allerede mange penge til andre dele af landet. Så det er simpelthen at stramme skruen for meget,” siger han.
Transportminister glæder sig
De Konservative og Venstre stiller sig kritiske. Helle Bonnesen fra Konservative kalder forslaget en klassiker, hvor københavnere får regningen, mens andre nyder goderne. Jens-Kristian Lütken fra Venstre frygter for metroens passagertal, hvis priserne hæves.
”Hvis man sætter priserne op på en tur i metroen – som jo per definition er korte ture – så kommer flere til at tage bilen,” siger han og understreger, at det strider mod målet om at mindske trængslen.
Socialdemokratiets Niels E. Bjerrum peger på, at hovedstadens borgere i forvejen har rigeligt at se til økonomisk.
Han mener, at billetpriserne ikke bør skævvrides, så én del af landet betaler for en anden.
Transportminister Thomas Danielsen glæder sig over udvalgets arbejde og fremhæver behovet for løsninger, der tager højde for de forskelligartede transportbehov på tværs af landet.
Regeringen forventes at tage stilling til anbefalingerne i løbet af andet halvår.