Boe og Mogensen taber sidste gruppekamp i Dubai

Skrevet af admin

19/12/2014

Dagens topnyheder

Det lykkedes ikke for den danske herredouble Mathias Boe og Carsten Mogensen at vinde den tredje kamp af tre mulige i gruppe B ved World Superseries Finals i Dubai.

Den danske badmintonduo tabte fredag 17-21, 15-21 til den kinesiske konstellation Liu Xiaolong og Qiu Zihan.

Kampen var uden den store betydning, eftersom Mathias Boe og Carsten Mogensen allerede havde sikret sig avancement til semifinalerne før kampen.

Kineserne var derimod uden mulighed for at komme videre efter nederlag i deres to første kampe.

Trods nederlaget slutter Mathias Boe og Carsten Mogensen på førstepladsen i gruppe B.

Japanerne Hiroyuki Endo og Kenichi Hayakawa havde også to sejre og en bedre sætscore end danskerne, men Boe og Mogensen vandt det indbyrdes opgør.

/ritzau/