Borgere bliver presset ind i kræftundersøgelser

Skrevet af admin

02/12/2014

Dagens topnyheder

Sundhedsstyrelsen manipulerer danskerne til at deltage i screeningsundersøgelser for blandt andet tarmkræft og brystkræft - uden at gøre borgerne tilstrækkeligt opmærksomme på de skadelige virkninger, som det kan få at deltage.

Det mener en forskergruppe ifølge Jyllands-Posten.

Forskerne har undersøgt de informationsfoldere, som Sundhedsstyrelsen sender til borgere, der indkaldes til screeningsundersøgelser, og forskerne konkluderer, at sundhedsmyndighederne lægger et problematisk pres på borgerne.

Blandt andet ved at forhåndsbooke tider til kvinder, der indkaldes til mammografiscreening for brystkræft, eller ved i tarmkræftfolderen at udvælge og præsentere bestemte forskningsresultater, så de gavnlige virkninger overbetones, og skadelige virkninger som overbehandling, komplikationer, risiko for dødsfald og falske alarmer bagatelliseres.

Etikprofessor Thomas Ploug fra Aalborg Universitet og medlem af Det Etiske Råd, er blandt kritikerne:

- Det er stærkt problematisk, at man i sundhedsvæsnet "nudger" eller skubber borgerne til at træffe valg, som kan være skadelige for dem – uden at gøre ordentligt opmærksom på skadevirkningerne.

- Det bør en offentlig myndighed afstå fra og i stedet fremlægge forskningsresultater neutralt, så borgerne kan træffe deres egne informerede valg, siger han til Jyllands-Posten.

Speciallæge og forebyggelsesforsker John Brodersen kritiserer Sundhedsstyrelsen for at misinformere, når den i informationsfolderen for tarmkræft skriver, at risikoen for at dø af sygdommen falder med 25 procent, hvis man lader sig screene.

- Tallet dækker over, at man nedsætter sin risiko fra 0,5 til 0,43 procent. Det er vigtigt for borgeren at få at vide, siger John Brodersen.

Hos Sundhedsstyrelsen erkender enhedschef Søren Brostrøm over for Jyllands-Posten, at der kan være grund til at revidere især tarmkræftfolderen.

/ritzau/