Britisk regering søger flertal til øget indsats i Syrien

admin

|

29/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Storbritanniens regering mangler fortsat den støtte, der er nødvendig for at opnå parlamentets godkendelse til at kunne indlede angreb på militante medlemmer af jihadistgruppen Islamisk Stat i Syrien, siger forsvarsminister Michael Fallon søndag.

Premierminister David Cameron har sagt, at det er på tide at indlede luftangreb mod Islamisk Stat, som har påtaget sig skylden for drab på 130 mennesker under de koordinerede angreb i Paris tidligere på måneden.

Men en række medlemmer af hans eget Konservative parti og politikere fra oppositionspartiet Labour er forsigtige med at involvere sig i endnu en krig i Mellemøsten efter Vestens indgriben i Irak, Afghanistan og Libyen, uden at det har ført til stabilitet i regionen.

Fallon siger, at regeringen drøfter sagen med Labour-politikere, og at det samtidig ville passe med en afstemning i løbet af ugen, men først skal det dokumenteres, at der er behov for en udvidet militæraktion ud over Irak, hvor briterne støtter USA's mission.

- Vi vil gerne have en afstemning om en militær aktion, men vi er først nødt til at dokumentere behovet, siger Fallon i BBC's Andrew Marr Show.

Da Fallon bliver spurgt, om regeringen har tilstrækkeligt med stemmer til en parlamentarisk godkendelse af luftangrebene i Syrien, svarer han:

- Ikke endnu. Vi arbejder på det, og vi er nødt til fortsat at arbejde på det, fordi der er mange spørgsmål i den sag.

Flere medier siger, at en afstemning kan blive aktuel på onsdag, men Cameron siger, at han ikke vil fremlægge det for parlamentet, før han kan regne med dets godkendelse.

Han ønsker at undgå det ødelæggende nederlag i 2013 om angreb på Syriens præsident Bashar al-Assads styrker.

Fallon siger, at holdningen er begyndt at vende i forhold til at handle.

Nogle medlemmer af parlamentet, der var tilbageholdende med at involvere sig yderligere militært i Mellemøsten, føler nu, at det er nødvendigt for at beskytte Storbritannien fra angreb magen til dem i Paris.

/ritzau/Reuters