Danmarks landskamp afbrudt: Christian Eriksen har fået hjertestop

Skrevet af Nicolai Busekist

12/06/2021
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Danmarks landskamp mod Finland er blevet afbrudt, efter Christian Eriksen pludselig kollapsede.

Dagens topnyheder

Efter 43 minutters spilletid kollapsede danske Christian Eriksen pludselig og faldt til jorden. Han lå meget, meget stille, efter at være faldet til jorden. 

De øvrige danske spilere appellerede med det samme ud til bænken, hvorefter de dannede en ring om ham. Kort tid efter modtog han hjertemassage, mens spillerne forsøgte at skærme af. Spillerne var tydeligt knuste over situationen. Både spillere og fans er i tårer. 

Senere blev Christian Eriksen båret ud fra banen afskærmet af hvide klæder, mens sundhedspersonalet gik rundt om ham.

Efterfølgende er han blevet kørt væk i en ambulance uden udrykning. Parkens stewards dannede en ring om Christian Eriksen, da han blev båret ind i ambulancen, idnen den forlod stadion. Den er nu på vej til Rigshospitalets akutmodtagelse.

Der er fortsat ingen meldinger om hans tilstand. Ifølge UEFA er kampen indtil videre blevet afbrudt.

Kilder fortæller til Dagens.dk, at amerikansk TV har vist direkte billeder fra Parken, hvor det så, at Christian Eriksen modtog hjertemassage og defibrillering. Det vidner om, at Christian Eriksen blev forsøgt genoplivet med både hjertemassage og stød.

Kampen blev også sendt på DR, som stoppede med at sende direkte billeder fra Parken, da den tragiske hændelse fandt sted. 

Alle tilskuerne er blevet bedt om at blive på deres pladser. Der er fortsat helt stille blandt de mange tilskuere, bortset fra småsnak. Der er ingen, der reelt ved, hvad der er sket, andet end, at man kunne se, at han kollapsede på banen.