Danmarks pensionssystem er verdens bedste for tredje gang

Skrevet af admin

13/10/2014

Mest læste i dag

For tredje år i træk er Danmarks pensionssystem kåret til verdens bedste, lyder det fra pensionsrådgivningsselskabet Mercer og Det Australske Center for Finansielle Studier.

Det er konklusionen i en undersøgelse blandt 25 lande.

Danmark er med i undersøgelsen for tredje gang og det eneste land, der tildeles topkarakteren A med mere end 80 point.

Denne karakter gives kun til lande med "et førsteklasses og robust pensionssystem med gode dækningsgrader, som er bæredygtigt og har en høj grad af integritet."

Topplaceringen skyldes det unikke danske system, lyder det.

- Det er glædeligt, at det danske pensionssystem for tredje år i træk er kåret som verdens bedste - og i en liga for sig selv, siger underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension, Jan V. Hansen.

- Det betyder meget for den almindelige danskers økonomi. Fattigdom blandt pensionister er stort set ukendt. Og mange danskere kan have stort set samme forbrug i alderdommen som de sidste år på arbejdsmarkedet.

Ifølge indekset Melbourne Mercer Global Pension Index har Danmark forbedret sin placering i forhold til undersøgelsen for 2013. Det skyldes forbedringer på flere områder.

De, der er omkring 30 år i dag, kan være sikre på, at de får den pension, de er stillet i udsigt, og det er afgørende for, hvorfor systemet er verdens bedste, lyder det.

- I Danmark er vi i forhold til de offentlige pensioner ret godt stillet, fordi politikerne har taget initiativ til nogle reformer, som er med til at gøre det robust, selvom de ikke var populære i befolkningen, siger han.

Undersøgelsen måler og vejer de enkelte landes pensionssystemer på flere end 50 parametre, lige fra det overordnede design, opsparingens størrelse og regler for beskatning til forbrugerbeskyttelse, dækningsgader og adgang til klageorganer.

Skal Danmark fastholde positionen, skal der fokus på to ting, lyder det.

- For mange danskere kan det ikke betale sig at spare op til pension tæt på pensionsalderen - det man selv sparer op bliver modregnet i den offentlige pension.

- For det andet må politikerne skabe ro om pensionssystemet. Når der mangler penge på de offentlige finanser, piller politikerne ved systemet. Det seneste eksempel er regeringens finte med at fremrykke beskatningen på kapitalpensioner, siger Jan V. Hansen.

Regeringen har nedsat en pensionskommission, der skal se på det første problem.

Med i undersøgelsen er blandt andre Sverige, Finland, Storbritannien, Tyskland, Holland og Frankrig.

/ritzau/