Danske Spil med stor nyhed: Ikonisk skrabejulekalender med markant opgradering

Skrevet af Emil Martesen

23/11/2022
Foto: Danske Spil
Foto: Danske Spil
Den ikoniske skrabejulekalender er blevet opgraderet.

Mest læste i dag

Julen står for døren, og det er dejligt med juletraditioner - men det gør heller ikke noget med lidt fornyelse af og til. Og i år byder Danske Spils ikoniske skrabejulekalender fra 1994 på begge dele: Mens forsiden er den traditionelle med de mange små skrabefelter, så byder bagsiden i år på en ægte nyhed. 

Det nye er en digital konkurrence, hvor man hver dag i december kan vinde gavekort på 500 kroner til en række forskellige kendte brands. 

Konkurrencen hedder ’Julegavejagten’ og går ud på, at man hver dag går på jagt efter præmier ved at finde gaver i billedet på forsiden af årets skrabejulekalender. 

Det løfter Danske Spil sløret for i en pressemeddelelse

Rejsegavekort på 25.000

Hver gang man deltager, får man også et lod i puljen til lodtrækningen af konkurrencens hovedgevinst: Et rejsegavekort på 25.000 kroner til en rejse til julemandens land, Grønland (som dog også kan bruges til andre destinationer). 

Det vækker også glæde hos administrerende direktør for Danske Lotteri Spil, der påpeger, at hun håber det bliver en ny juletradition: 

“Julen er traditionernes tid, og her hos Danske Spil glæder vi os hvert år over, at vi er en del af danskernes jul med vores traditionelle skrabejulekalender. I år er vi kommet i ekstra tidligt gavehumør og introducerer derfor en ny konkurrence, som øger kundernes vinderchancer – og måske også deres julehumør. Nu ser vi, hvordan det går, og så håber vi, at Julegavejagten med årene kan blive endnu en ny og hyggelig juletradition”. 

Spillet foregår online, og man kan både spille med, hvis man sidder med den fysiske skrabekalender foran sig, men man kan også spille med uden kalenderen i en ren digital version. 

Man kan deltage i spillet én gang om dagen i december – og det er såmænd helt gratis at deltage.

Fakta

Skrabejulekalenderen blev indført i 1994. Dengang kostede kalenderen 50 kroner – og det gør den stadig. Der er hvert år fem topgevinster på 1 million kroner.

Der er i gennemsnit gevinst på hver tredje kalender.