Derfor skal du undgå arbejdsopkald i fritiden

Skrevet af Aller Media

17/06/2014

Mest læste i dag

Du er lige kørt hjem fra arbejde, har handlet ind og har hentet ungerne, og så tikker der en e-mail ind fra din chef. Han vil gerne have dig til at kigge på noget hurtigst muligt, og hvis ikke nu så med det samme i morgen tidlig. Du kan mærke stressen og irritationen stige, og arbejdet ligger nu forrest i din hjerne, og ikke den sparsomme fritid du har med familien. Den slags pludselige mails eller sms’er uden for arbejdstiden er endog meget dårlige for dit helbred, det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

Ansatte, der lejlighedsvis bliver kontaktet om noget arbejdsmæssigt via mail eller mobil på skæve tidspunkter i fritiden, har nemlig en forøget risiko for at få et helbredsproblem. Hvis man sammenligner med dem, der aldrig bliver kontaktet uden for arbejdstiden er risikoen forøget med 16 procent.

Bliver man kontaktet mere end engang imellem, stiger den forøgede risiko til 23 procent, det viser forskning foretaget af Anna Arlinghaus, der forsker i organisationspsykologi ved Universitetet i Oldenburg i Tyskland.

Datamaterialet er meget omfattende, for det er fra årgang 2005 og 2010 af Eurofounds’ European Working Conditions Survey’, som anses for at være repræsentativ for alle EU lande.
Anna Arlinghaus brugte data fra alle medlemslande, men kun lønmodtagere. Selvstændige og freelancere indgik ikke i undersøgelsen, der omfattede knap 24.000 personer.

Forskerne undersøgte også, om der var forskel i sygdomsrisikoen, hvis man havde valgt en fleksibel arbejdstid, hvor man var mere forberedt på at blive konfronteret med noget arbejdsmæssigt uden for arbejdstiden. Men det viste ingen forskel.

Teknologien kræver sine ofre
Fleksibilitet i arbejdstiden kan godt have fordele. For eksempel mere selvstændighed eller højere social status. Men der er også ulemper ved de skæve tider. Bliver man forstyrret uden for hovedarbejdstiden, kan det medføre, at man aldrig får slappet rigtig af, fordi arbejdet trænger sig på med jævne mellemrum, og der kommer ofte flere arbejdstimer til.  Det kan også meget let gå ud over søvnen, fremhæver Anna Arlinghaus.

Ifølge Anna Arlinghaus skal man stræbe efter så få forstyrrelser uden for arbejdstiden som muligt. Og man skal være opmærksom på, at teknologien, kan kræve sine ofre. Tidligere var mobilen mere forstyrrende end en e-mail. Men sådan er det ikke mere, for med e-mails på mange platforme er de i dag lige så påtrængende som mobilopkald.