DMI advarer: Det varer indtil sent i aften

Skrevet af Nicolai Busekist

27/08/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
DMI har udsendt er varsel om farligt vejr, hvori de skriver, at det forventes, at der også vil falde en del regn i løbet af lørdag.

Mest læste i dag

I løbet af natten til lørdag og lørdag er et område med kraftig regn og byger begyndt at bevæge sig op over den centrale og østlige del af Danmark fra syd.

Derfor lyder meldingen fra DMI, at der flere steder i landet kan forekomme kraftig nedbør. Ydermere har de også varslet, at der stedvis kan forekomme torden.

Området med kraftig regn vil i løbet af lørdag bevæge sig mod nord, men det vil foregå i et ganske langsomt tempo. Det vil sige, at der er en risiko for, at der kan falde store mængder regn over de centrale og østlige dele af landet.

DMI estimerer, at der i perioden fra fredag kl. 23 til lørdag kl. 23 stedvis kan falde mellem 30 og 50 millimeter regn over den østlige del af Jylland samt på Fyn, Lolland Falster og Sjælland. Enkelte steder kan der lokalt ende med at falde en smule mere.

Som følge af lokale skybrud, er der en risiko for, at der opstår store regionale forskelle i mængden af nedbør, der falder.

De vagthavende meteorologer, Anna Christiansson og Jesper Rosberg, har desuden udsendt en advarsel om, at man skal være opmærksom på, at når der falder store mængder nedbør på kort tid, kan vandet sales i lavtliggende områder.

"I forbindelse med den kraftige regn skal man være opmærksom på, at vand kan samles i lavtliggende områder f.eks. kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes. Luk vinduer og døre. Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene," lyder det.

Desuden melder de ud, at både timing og intensiteten af nedbøren endnu er usikker. Derfor kan det ikke konkret fortælles, hvornår man kan forvente, at der falder regn i løbet af lørdagen – og heller ikke hvor meget.