Maj ser ud til at slutte med flere solrige og for det meste tørre dage.
Temperaturerne holder sig dog på et niveau, der er typisk for årstiden – så man skal søge solen, hvis man vil i korte ærmer og shorts.
De kommende seks uger tegner ikke til at bringe ekstreme vejrtyper som skybrud eller hedebølger, men snarere pænt vejr med sol og enkelte blomkålsskyer.
Sådan skriver DMI i den netop opdaterede månedsprognose.
Høje temperaturer
Et højtryk lægger sig over Skandinavien og Storbritannien i uge 20 og sikrer overvejende roligt forårsvejr med sol og let vind.
Dog er der tegn på, at små lavtryk fra syd kan snige sig op midt på ugen og igen til weekenden med enkelte byger og mere skydække.
Dagtemperaturerne kommer typisk op mellem 13 og 20 grader, mens nætterne holder sig mellem 5 og 12 grader.
I uge 21 mister højtrykket lidt greb, og det åbner for flere lavtryk, enten fra sydvest eller nord.
Det kan give lidt regn i korte perioder, men overordnet tegner ugen til at blive både solrig og en anelse varmere og tørrere end normalt for årstiden.
Temperaturerne bevæger sig oftest mellem 15 og 22 grader om dagen.
Kommer ikke til at ske
Uge 22 byder på uenighed i prognoserne.
De europæiske modeller hælder mod ustadigt vejr med frontsystemer og byger, mens de amerikanske modeller holder fast i tørre og solrige tendenser.
Fælles for dem er, at sommervarmen lader vente på sig - dagene byder på 15 til 22 grader, og nætterne holder sig milde.
I første halvdel af juni ser det ikke ud til, at Danmark rammes af de klassiske sommer-skybrud.
Vejret bliver snarere præget af normale temperaturer, vekslende skydække og kun lejlighedsvis regn. Det tegner til en rolig og afdæmpet indledning på sommeren.