Forside Nyheder Dyrenes Beskyttelse melder ud: Ser du noget, så ring til...

Dyrenes Beskyttelse melder ud: Ser du noget, så ring til os

Dyrenes Beskyttelse melder ud: Ser du noget, så ring til os
Dyrenes Beskyttelse

DB forventer en tredobling af tilfælde.

I foråret begynder ynglesæsonen, og derfor kommer der flere unger i naturen, der risikerer at havne i nød. I 2025 blev antallet af redninger således mere end tredoblet fra april til maj. Med forårets ankomst står Dyrenes Beskyttelses beredskab derfor nu klar til at håndtere en ny stigning i opkald fra bekymrede borgere. 

“Vi ser år efter år den samme udvikling i antallet af redninger af dyreunger i foråret og frem mod sommeren. Derfor er vi forberedt på, at vi går ind i en travl periode. Alle mand er kaldt på dæk, så vi bedst muligt kan hjælpe de unger, der har brug for hjælp”, siger Peter Gravlund Nielsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

En del af forklaringen er også, at folk i højere grad bevæger sig ud i naturen, og derfor er der flere øjne til at opdage dyr i nød. I 2025 steg antallet af dyreunger, der havde brug for hjælp, fra 202 i april til 681 i maj. Her var det især fugleunger, harekillinger og rålam, der havde brug for en hjælpende hånd. 

Rålammet i grøften

Et af eksemplerne fra 2025 fandt sted på en af de koldere og overskyet dage i maj nært Løgumkloster. En bekymret borger ringede til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 og fortalte, hvordan et rålam var faldet ned i grøften på en mark tæt på vedkommendes adresse. Den bekymrede person bevægede sig hen til grøften, hvor rålammet, rystende og med åben mund, lavede pibelyde. Det grønne buskads langs grøften og et mudret underlag gjorde, at ungen ikke selv var i stand til at komme op. 

I telefonen fortalte henvenderen, at lammet virkede afkræftet. Da en frivillig områdeformand efterfølgende så en video af ungen, var han ikke i tvivl om, at den havde brug for hjælp med det samme. Efter et øjeblik kom også råen, altså lammets mor, til syne omkring 50 meter fra stedet.

Da den frivillige dyreredder ankom, fik de hurtigt hjulpet den lille unge op af grøften. Rålammet blev genudsat i det fri i håbet om at blive genforenet med råen.

Hvordan vurderer man, om en dyreunge er i nød?

Mange dyreunger opholder sig ofte alene allerede fra en meget tidlig alder. Det betyder langt fra altid, at ungen er i nød. Men er man i tvivl, er der gode råd at hente:

1. Dyreunger er oftest i nød, hvis de er tydeligt skadet. Er der synlige skader eller bløder ungen, så har den formentlig brug for hjælp. 

2. Virker ungen meget sløv, ligeglad med sine omgivelser eller omtåget, bør du være opmærksom og overveje at ringe 1812. 

3. Hvis dyreungen kalder intenst på sin mor i længere tid uden pause, kan det også være et tegn på, at den er i nød. Er du i tvivl, er det en god idé at holde afstand til ungen og ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. 

Ads by MGDK