Forside Nyheder Efter eksplosion ved dansk skole: Nu advarer politiet om “ekstremt...

Efter eksplosion ved dansk skole: Nu advarer politiet om “ekstremt bekymrende” indhold på internettet

Efter eksplosion ved dansk skole: Nu advarer politiet om “ekstremt bekymrende” indhold på internettet
Presse-fotos.dk

Nu kommer politiet med klar advarsel efter eksplosion ved dansk skole.

Internettet og sociale medier fylder en stadig større del af børn og unges hverdag.

Langt det meste indhold er harmløst, men indimellem kan unge støde på materiale, der kan få alvorlige konsekvenser.

Det understreger Midt- og Vestsjællands Politi nu efter en opsigtsvækkende hændelse på Rynkevangskolen i Kalundborg.

Tirsdag blev skolen evakueret, efter at en genstand eksploderede på en boldbane. Ingen personer kom til skade, men episoden udløste en større politiaktion, og fem teenagedrenge blev efterfølgende tilbageholdt.

Nu kommer politiet med en klar opfordring til forældre om at interessere sig for, hvad deres børn ser på nettet, og hvilke digitale fællesskaber de færdes i.

Det skriver TV 2.

Fem drenge sigtet

Ifølge politiet var det en såkaldt syrebombe, der eksploderede på boldbanen ved skolen.

Politiet vurderer, at der tegner sig et billede af, at de fem drenge, to på 14 år og tre på 15 år, stod bag sprængningen i det, politiet beskriver som “et anfald af kedsomhed”.

Alle fem er blevet sigtet for overtrædelse af våbenloven. De blev tirsdag afhørt med både deres forældre og de sociale myndigheder til stede og er efterfølgende blevet løsladt.

Selvom ingen kom til skade, understreger politiinspektør Thomas Tarpgaard, at fremstilling af den slags bomber langt fra er ufarligt.

Politiet retter opfordring til forældrene

Hændelsen får samtidig politiet til at rette blikket mod den inspiration, børn og unge kan finde på internettet.

Thomas Tarpgaard fortæller, at politiet fra tid til anden oplever unge inspirere hinanden til at fremstille syrebomber.

Derfor opfordrer politiet nu forældre til at være opmærksomme på deres børns færden på nettet.

“Vores børn og unge mennesker bliver i større og større omfang udsat for mange forskellige impulser på internettet og sociale medier,” siger Thomas Tarpgaard og understreger, at noget af indholdet er “ekstremt bekymrende”.

Politiets budskab er derfor, at forældre bør interessere sig for både det indhold, deres børn ser, og de fora og digitale fællesskaber, som de er en del af.

Ads by MGDK