Forside Nyheder Eksperter advarer før sankthans: Én gnist kan være nok til...

Eksperter advarer før sankthans: Én gnist kan være nok til katastrofen

Eksperter advarer før sankthans: Én gnist kan være nok til katastrofen
Shutterstock.com

Én gnist kan være nok til en katastrofe til sankthans.

Når midsommersolen står højt på himlen, og danskerne samles omkring flammerne for at fejre sankthans, følger der også en velkendt bagside med.

Hvert år stiger antallet af brande markant på årets bålaften, og alt tyder på, at risikoen bliver ekstra stor i år.

Varmt vejr, tør natur og perioder med blæst skaber nemlig gunstige forhold for ild, der kan sprede sig hurtigere end forventet.

Derfor forbereder beredskaberne sig på en travl aften, når sankthansbålene tændes rundt om i landet.

Det skriver DR

Ifølge tal fra Beredskabsstyrelsen er brandvæsnet i gennemsnit blevet kaldt ud til 68 brande på sankthansaften gennem de seneste fem år.

Til sammenligning ligger antallet af udrykninger på almindelige aftener i samme periode på 27.

Hos Danske Beredskaber følger man udviklingen tæt.

“Det varme og tørre vejr kombineret med vind giver noget nær perfekte forhold for brande,” siger direktør Bjarne Niegaard.

Ingen planer om forbud

Særligt Syd- og Vestsjælland er hårdt ramt af tørke. Flere steder er brandfaren på det næsthøjeste niveau, hvor selv gløder eller mindre flammer let kan antænde omgivelserne.

Prognoser peger samtidig på, at forholdene bliver endnu tørrere frem mod sankthansaften, og områder på Fyn og i Østjylland ventes også at nå samme risikoniveau.

Trods den forhøjede brandfare er der ingen planer om et landsdækkende forbud mod sankthansbål.

Beredskaberne opfordrer i stedet til omtanke og korrekt placering af bålene.

“Der skal være mindst 30 meter til nærmeste bebyggelse og 60 meter til marker og plantager, men når det blæser, så skal man fordoble afstandene i vindens retning,” fortæller Bjarne Niegaard.

Samtidig anbefales det at undgå placering tæt på tør vegetation, kun anvende rent og tørt træ samt have vand klar under hele arrangementet.

Når festen er slut, bør bålet være helt slukket uden gløder, før deltagerne forlader området.

En lille gnist kan nemlig være nok til at forvandle en hyggelig tradition til en omfattende brand.

Ads by MGDK