EL: Corydon har før givet sig på dagpengene

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, ser fortsat mulighed for at få gennemført hjælp til dagpengemodtagere på årets finanslov.

Det siger hun, selvom finansminister Bjarne Corydon (S) tirsdag afviser, at der er behov for yderligere reparationsarbejde over for danskere, som opbruger retten til dagpenge.

- Det har Bjarne Corydon sagt før. Alligevel lykkedes det sidste år Enhedslisten at få regeringen med til at kaste en midlertidig redningskrans ud til de mennesker, der står til at falde ud af dagpengesystemet, siger Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer:

- Det gjorde vi, på trods af at Bjarne Corydon igen og igen og igen kom ud af glasdøren i Finansministeriet med ordene: Der kan ikke gøres mere, det her er en fuld og dækkende løsning, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Regeringen har i de seneste uger flere gange fastslået, at det ikke kommer på tale at ændre på dagpengereglerne, som betyder, at dagpengeperioden er skåret ned fra fire til to år og genoptjeningsperioden forlænget til et år.

I forbindelse med præsentationen af regeringens udspil til finansloven for 2015 tirsdag gør Bjarne Corydon det desuden klart, at regeringen heller ikke har tænkt sig på anden måde at reparere på dagpengereformen fra 2010.

- Reparation er præcis det, vi har beskæftiget os med hidtil. Der er brugt over tre milliarder kroner på reparation til de desværre mange mennesker, der er kommet i klemme.

- Samtidig er der gjort op med, at dagpengesystemet er mejslet i granit. Der er tværtimod åbnet op for, at vi kan diskutere, ikke bare hvordan dele af dagpengesystemet fungerer, men hvordan det overhovedet skal indrettes, siger Bjarne Corydon.

Han understreger dog, at den diskussion ikke hører til i forhandlingerne om finansloven, men må vente til efter valget, når regeringens dagpengekommission er klar med sin rapport.

Den udmelding giver Johanne Schmidt-Nielsen dog ikke meget for:

- Enhedslisten møder ikke op til forhandlingerne med ultimative krav, og jeg vil opfordre regeringen til også at droppe deres ultimative krav. Det er en meget lidt konstruktiv tilgang at have til forhandlinger, siger Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer:

- I bund og grund er det uforståeligt, at Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon tilsyneladende har gjort det til deres mærkesag nummer et, at de ikke vil gøre noget for de 40.000 danskere, som er faldet ud af højrefløjens forringede dagpengesystem.

/ritzau/