Engell: Thorning har mistet autoritet på hjemmebanen

Skrevet af admin

30/03/2014

Dagens topnyheder

Kritikken hagler ned over statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fra egne rækker: Borgmestre, de socialdemokratiske kernetropper i partiforeninger rundt om i landet, anonyme ministre og folketingsmedlemmer.

Men de tør ikke gøre noget. Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell.

- Statsministeren har som partileder mistet autoritet. For en partileder er det helt fatalt, at den respekt, der skal være omkring hende eller ham, ikke er til stede. Det hele er ved at skride under hende, og nu er der frit slag, siger Hans Engell til Ritzau.

Han peger på, at det eneste, der "holder Thorning i gang, er, at der er ingen, som vil tage et åbent oprør mod hende".

- Thorning overlever kun, fordi der ikke er en gruppe i partiet, der siger, at nu stiller vi altså med en anden formandskandidat. Det bliver først efter næste valg, hvor S ser ud til at styre mod et historisk nederlag, at partiformanden vælger at gå af - eller hvis Thorning får en post i EU, siger Hans Engell til Ritzau.

Samtidig har Thorning ikke effektivt lagt låg på mistanken om, at hun dybest set er på vej ud af landet.

- Der har ikke været et eneste møde eller konference i EU-regi, som Thorning ikke har deltaget i de seneste måneder. I næste uge skal hun til EU-Afrika-topmøde i Bruxelles. Noget af det, hun deltager i, er ikke relevant.

- Uanset hvad, bestyrker hun i den grad opfattelsen af, at hendes fokus er EU, USA, og borgerkrigen i Mali mere, end hun er optaget af borgerkrigen i partiet, siger Hans Engell.

Spørgsmål: Skytset rettes personligt mod Thorning, men har Socialdemokraterne som parti et problem med at finde sin egen rolle i en ny globaliseret verden?

- Når man ser på regeringens politiske resultater, skal man 30 år tilbage i tiden for at finde en regering, der har stået for en mere ambitiøs reformpolitik end den nuværende.

- Der er stort set ikke et område, hvor regeringen ikke har gennemført reformer, der har fremtidssikret det danske samfund, uden at kerneværdierne i velfærdssamfundet er blevet ødelagt. Danmark er langt bedre kørende end mange andre lande.

- Problemet er, at det ikke var det, de gik til valg på, siger Hans Engell.

/ritzau/