P3-programmet måtte pludselig stoppe, da værten havde haft en lidt for vild aften i byen dagen forinden.
Lige nu læser andre
Radiostemmen bag “Benægt, benægt, benægt” skrues midlertidigt ned.
Jasper Ritz holder pause fra P3-programmet frem til jul, oplyser kanalens afdelingsleder Susanne Sundstrøm i en kommentar til Ritzau.
“Vi har aftalt med Jasper, at han holder en pause fra Benægt – foreløbig frem til jul,” lyder det fra Sundstrøm ifølge TV 2.
Aftalen kommer i kølvandet på den udsendelse den 18. oktober, hvor Ritz måtte stoppe programmet blot ti minutter inde. Årsagen viste sig at være ganske jordnær – tømmermænd.
To dage senere lagde værten sig fladt ned på Instagram med en offentlig undskyldning.
Læs også
“Det er skamfuldt og pinligt, at tømmermænd tog sejren, og jeg skal på mest ydmyge måde muligt undskylde til alle mine kollegaer og ikke mindst mine højt elskede lyttere,” skrev han dengang.
Ny vært på plads
Mens Ritz får tid væk fra æteren, vender “Benægt, benægt, benægt” tilbage til sendefladen den 8. november med Mads Læbel som ny vært. Han er i forvejen et kendt ansigt – eller rettere stemme – på P3, hvor han tidligere har styret både “Jydekrogen “og “Weekendmorgen”.
Programmet, der inviterer lytterne til at tilstå deres pinligheder og dumheder, fortsætter altså ufortrødent – bare med en ny kaptajn ved roret.
Den famøse oktober-udsendelse, der aldrig kom længere end til de første ti minutter, er til gengæld forsvundet fra DR’s hjemmeside. Resten af programmerne ligger dog fortsat klar til streaming for dem, der tør bekende over radioen – med eller uden tømmermænd.