Virksomheden har i protest valgt at give alle ansatte fri.
Lige nu læser andre
Afskaffelsen af Store Bededag som helligdag skabte stor debat i Danmark, da beslutningen blev truffet i 2023.
Mange danskere følte, at en vigtig tradition og tiltrængt fridag blev taget fra dem – uden deres samtykke.
Kritikere fra både fagforeninger, kirkelige kredse og almindelige lønmodtagere har siden udtrykt utilfredshed, og protester har været arrangeret flere steder i landet.
Men mens langt de fleste danskere i år må finde sig i at tage på arbejde fredag den 16. maj, er der en gruppe, der godt kan klappe i hænderne.
Læs også
For i Bjerringbro har ingeniørvirksomheden AK2 valgt at give samtlige ansatte fri – i ren og skær protest.
Beslutningen er truffet af de tre partnere i virksomheden, og selvom de godt ved, det næppe ændrer regeringens politik, ønsker de at markere deres utilfredshed.
Sådan skriver TV Midtvest.
“Vi synes, at Store Bededag blev taget fra os uberettiget. Det er en lille protest, som, vi godt ved, ikke ændrer noget i det store billede. Men vi synes, at det er helt forkert, at den blev taget fra os, og det vil vi gerne vise,” siger partner Lene Brogaard.
Deler udgiften
AK2 har valgt at dele udgiften ved fridagen ligeligt – så virksomheden dækker halvdelen, mens medarbejderne selv betaler den anden halvdel.
Afskaffelsen af Store Bededag blev af regeringen begrundet med økonomiske gevinster – nemlig omkring tre milliarder kroner årligt til statskassen.
Men for mange har det handlet mere om principper end kroner og ører. For dem symboliserer dagen en del af vores fælles kultur og rytme.