EU enige om budget: Så mange milliarder skal der bruges

Skrevet af admin

12/11/2013

Dagens topnyheder

Flere måneders uenighed mellem de 28 EU-lande og Europaparlamentet blev natten til tirsdag afsluttet, da parterne blev enige om EU's budget for 2014. Det fremgår af en pressemeddelelse fra det litauiske formandskab.

- Dette skridt er meget vigtigt for hele den Europæiske Union, siger Litauens vicefinansminister og formand for samlingen af europæiske finansministre, Ecofin budget-forsamlingen, Algimantas Rimkunas.

Et af de helt tunge forhandlingsemner har været størrelsen på det samlede budget.

Medlemslandene har ønsket at skære budgettet med cirka seks procent, mens Europaparlamentet har presset på for en forøgelse.

Kompromis-aftalen, som blev endeligt landet klokken cirka halv fire tirsdag morgen, er endt med en reduktion på lige knap seks procent.

Samtidig har fordelingen af midler været et større stridspunkt - dog med en række fællesnævnere.

- Vi er enige om at styrke finansieringen af prioritetsområder som økonomisk vækst, beskæftigelse, innovation og humanitær bistand, siger Rimkunas.

Der er blandt andet afsat flere midler til at styrke de institutioner i EU, som beskæftiger sig med migration, asyl og grænsekontrol. Det samme gælder de europæiske tilsyn med den finansielle sektor.

Budgettet indeholder udgifter på 135,5 milliarder euro eller cirka 1011 milliarder kroner.

- Jeg er glad for, at aftalen mellem Europaparlamentet og medlemslandene åbner en række meget nødvendige investeringsmuligheder for Europas virksomheder, videnskabsfolk, byer, regioner og studerende, siger EU's budgetkommissær, Janusz Lewansdowski.

Selvom aftalen er i hus, og der er indgået et kompromis, er det dog ikke alle medlemslande, der er fuldt tilfredse.

Uenigheder om mængden af luft i budgettet - altså, i hvor høj grad alle penge skal øremærkes på forhånd, frem for at efterlade midler til uforudsete udgifter - betød, at blandt andre Danmark stemte imod det samlede 2014-budget.

Ud over Danmark har Storbritannien, Sverige og Holland stemt imod kompromis-pakken.

Aftalen skal nu formelt godkendes i Europaparlamentet og af de samlede medlemslande senest om 14 dage.

/ritzau/