EU-miljøministre er enige om kontroversielt gmo-forslag

Skrevet af admin

12/06/2014

Dagens topnyheder

Selvom en genmodificeret afgrøde (gmo) allerede er blevet godkendt i EU, fordi den ikke er sundhedsskadelig for dyr eller mennesker, skal de enkelte EU-lande have lov til selv at bestemme, om den skal dyrkes på eget territorium eller ej.

Det er EU's miljøministre torsdag blevet enige om efter at have diskuteret forslaget siden 2010, hvor det blev fremlagt af EU-Kommissionen. Nu mangler det dog stadig at blive forhandlet på plads med EU-Parlamentet.

- Det har været en fastlåst situation, og det er uacceptabelt for alle parter. Vi skylder EU's borgere og virksomhederne at finde en løsning. Vi kan derfor støtte kompromisforslaget, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) i en åben debat om gmo'en i Luxembourg, hvor mødet finder sted.

Danmark arbejdede også under formandskabet i 2012 for at få enighed om forslaget, men uden held. Det græske formandskab er torsdag lykkedes med at komme igennem med en udgave, som lægger sig tæt op ad det danske.

- Medlemsstaterne har med nærhedsprincippet i hånden mulighed for at begrænse eller forbyde gmo'er på hele området eller dele af det, siger EU's sundhedskommissær, Tonio Borg, som deltager i debatten i Luxembourg.

Tidligere har et mindretal bestående af blandt andet Frankrig og Storbritannien blokeret for, at forslaget kunne komme igennem, men nu er der positive toner fra 26 af 28 EU-lande. Kun Luxembourg og Belgien modsatte sig.

Flere af medlemsstaterne lægger vægt på, at forslaget styrker nærhedsprincippet og giver de enkelte lande større selvbestemmelse, og at forslaget giver landene mulighed for at modsætte sig at skulle dyrke gmo-afgrøder af etiske, sociale, miljømæssige eller regionale årsager.

Den politiske enighed blandt medlemslandenes miljøministre er kun første skridt på en vej, som er lang endnu. Nu skal det forhandles på plads med det nye EU-parlament, som skal stemme forslaget igennem, før direktivet kan træde i kraft.

/ritzau/