EU og Tyrkiet er blevet enige om en fælles handlingsplan om tyrkisk hjælp til at bremse flygtningestrømmen mod Europa til gengæld for omfattende økonomisk støtte og flere andre politiske indrømmelser.
Det er resultatet af torsdagens EU-topmøde i Bruxelles, hvor EU's stats- og regeringschefer igen har haft flygtningekrisen på toppen af dagsordenen.
EU-præsidenten, Donald Tusk, siger, at handlingsplanen mellem EU og Tyrkiet er "et stort skridt" i retning af at få styr på EU's ydre grænser, og han udtrykker samtidig "forsigtig optimisme" i forhold til at nå målet.
- Men en aftale med Tyrkiet giver kun mening, hvis den effektivt dæmmer op for tilstrømningen af flygtninge, siger EU-præsidenten natten til fredag efter afslutningen på topmødet.
EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger, at EU har lovet Tyrkiet at sætte mere fart på arbejdet med at lempe visumreglerne, så det bliver lettere for tyrkere at komme til EU-landene.
Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at EU overvejer økonomisk støtte på omkring tre milliarder euro (cirka 22,5 milliarder kroner) for at hjælpe Tyrkiet, der i øjeblikket huser over to millioner syriske flygtninge.
EU-lederne vil også sætte mere fart på udvidelsesforhandlingerne med Tyrkiet, der ellers stort set er gået i stå, ved at udvide forhandlingerne til nye områder.
Fra Donald Tusk lyder det, at EU-lederne også er enige om at udvide det mandat, som grænseagenturet Frontex arbejder under, så det bliver en "mere operationel organisation".
- Vores mål er at give Frontex ret til at hjemsende irregulære migranter på eget initiativ og gøre det proaktivt, når det handler om at beskytte de ydre grænser, siger EU-præsidenten.
/ritzau/