Fagforeninger rasler med sablen op til Ryanairs indtog

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Det irske lavprisselskab Ryanair har gennem flere år fløjet til og fra Billund. Og nu kommer København også på kortet. Men det bliver ikke uden sværdslag fra de danske fagforeninger. De ser nu deres snit til at få Ryanairs kabinepersonale organiseret.

- Vi har i dag ingen overenskomst med de kabinepersonalet i Billund. Det drejer sig om 50-60 ansatte, der især kommer fra Syd- og Østeuropa, siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU, Flybranchens Personale Union.

Ifølge næstformanden søger de ansatte i Billund væk, da nye regler om dobbeltbeskatning træder i kraft 1. januar 2015.

- Kabinepersonalet er ansat af et vikarbureau i Irland, hvor de betaler skat. Men fra 1. januar skal de også beskattes i Danmark. Og det får de ansatte til at søge væk, siger Anders Mark Jensen.

- På pilotsiden ansætter Ryanair typisk piloter, der har et enkeltmandsfirma. På den måde undgår man at skulle tegne overenskomst med dem. De skal så som selvstændig selv betale pension, sygdom og lignende ting, siger næstformanden i FPU.

Men Anders Mark Jensen tror ikke, at det trods dobbeltbeskatningen kommer til at volde irerne problemer med at få ansatte til at flyve ud fra København fra næste år.

- Ryanair uddanner selv sit personale i Frankfurt. Nogle har ikke råd til at betale for uddannelsen men "arbejder gælden af" i lavprisselskabet, fortæller han.

- Når man starter som kabinepersonale, er det Ryanair, der bestemmer, hvilken base du skal flyve fra. Man kan så senere søge andre steder hen, siger FPU's næstformand.

FPU vil nu kontakt til Ryanair for at få gang i drøftelserne om at tegne overenskomst med de ansatte.

Flere andre fagforeninger holder øje med, hvad der sker i lufthavnen.

- Alle er velkomne i Københavns Lufthavn, også Ryanair. Jeg går selvfølgelig ud fra, at de har tænkt sig at tegne overenskomst, for det er sådan, man gør i Københavns Lufthavn. Her bruger vi ikke social dumping, siger René Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden.

/ritzau/