Farvel til mundbindet: Fra på mandag fjernes kravet bortset fra ét sted

Skrevet af Julie Møller

10/06/2021
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Efter 12 timers forhandlinger om en genåbningsaftalen står det klart, at kravet om mundbind fjernes næsten alle steder.

Mest læste i dag

I nat er regeringen og partierne bag genåbningsplanen blevet enige om yderligere genåbning af det danske samfund.

Det betyder blandt andet, at vi kan vinke farvel til mundbindet alle steder - dog skal det stadig bæres i tæt kollektiv trafik. Det er fra mandag, at det ikke længere er et krav at bære mundbind i eksempelvis supermarkedet.  

Udvidelse af åbningstider

Det er ikke kun mundbind, der blev forhandlet om i nat. Det blev også besluttet, at restauranter og barer må holde længere åbent.

Fra fredag må restaurationsbranchen nemlig holde åbent til klokken 24.00. Der bliver samtidig lempet for arealkravet, og det betyder, at fra fredag må der også lukkes flere gæster ind. I midten af juli vil åbningstiderne bliver udvidet til klokken 02.00.

Coronapasset udfases

Coronapassets udfasning begynder fra den 14. juni 2021. Det fremgår af aftaleteksten, som kan ses her. Fra mandag ophæves det for biblioteker og foreningsaktiviteter, og løbende vil passet ikke længere være nødvendigt mange steder. 

Nattelivet, herunder diskoteker, natklubber og lignende, åbnes pr. 1. september 2021 med krav om coronapas, men uden andre restriktioner. Den 1. oktober 2021 ophæves kravet om coronapas.

Flere tilskuere til EM

Det er også blevet besluttet, at antallet af tilskuere til EM-kampene i Parken kan øges op til 25.000 tilskuere. Det tidligere antal lød på 15.900 tilskuere. 

Aftalen om genåbningen er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet. Nye Borgerlige står uden for aftalen.

Du kan læse hele aftaleteksten her.