FC Nordsjælland-træner: Kan ikke være det bekendt

Skrevet af admin

18/05/2015

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland tabte mandag aften 1-3 til Esbjerg på Farum Park, og efter kampen kunne træner Olafur Kristjansson konstatere, at hans mandskab er for dårligt til at score på sine chancer.

- Vi kan konstatere, at vores effektivitet i denne og de sidste kampe ikke er god nok. Vi afslutter ikke nok, og vi har et par situationer, hvor vi kan skyde, men hvor bolden i stedet bliver spillet.

- Der var ikke bid i vores angrebsspil. Hvis man skal være målsluger, skal man tænke egoistisk, og man skal turde tage chancen. Det kan godt være, selvtillid er forklaringen. Det kan ikke købes i pølsevognen, men skal oparbejdes over tid, siger Kristjansson.

Islændingen var i det hele taget ikke imponeret over sit mandskab i nederlaget.

- Vi kunne ikke være vores præstation i aften bekendt. Det var stort set over hele linjen sløvt, og man kan kun gisne om, hvorfor.

Dagens FCN-anfører Martin Vingaard deler sin træners opfattelse af, at FCN-holdet slet ikke er skarpt nok for tiden.

- Vi bliver straffet for de fejl, vi laver, og omvendt er vi ikke selv skarpe nok til at udnytte vores chancer. Vi kom bagom Esbjerg rigtig mange gange, og den afslutning, de scorede på i første halvleg, havde vi selv mange af, men der var skarpheden til forskel.

- Vi giver for nemme mål væk. Vi kan ikke bruge det til noget, at vi spiller godt mellem felterne. Vi slider i det og skal bruge mange chancer for at score mål. Det er op ad bakke for os i øjeblikket. Mål ændrer fodboldkampe, og vi har været dårlige til at lave de mål.

FC Nordsjælland har både et stykke op til de europæiske pladser, mens nedrykning næppe bliver et tema. Olafur Kristjansson understreger dog, der stadig er en masse på spil for hans mandskab.

- Man har altid noget at spille for, og mange af spillerne har selv udtrykt ambitioner om at komme videre til udlandet, men det skal komme til udtryk på banen. Man er ikke bedre end sin sidste præstation, og dette er vores niveau i øjeblikket.

- Vi har stadig fire kampe tilbage, hvor vi kan rejse os, men når vi går på sommerferie, så er det for sent.

FC Nordsjælland ligger nummer syv med 10 point ned til nedrykningsstregen med fire runder tilbage.

/ritzau/