Fem år efter den første million skete det utænkelige.
De fleste kan kun drømme om at ramme den store gevinst i Lotto én eneste gang.
For et ægtepar fra Fyn er drømmen imidlertid blevet til virkelighed hele to gange, og det har efterladt familien med både store oplevelser og en økonomisk frihed, de aldrig havde forestillet sig.
Senest var det manden, der kunne glæde sig over en gevinst på en million kroner.
Fem år tidligere var det hans kone, der trak det heldige lod. Dermed har begge ægtefæller nu hver især vundet en million i Lotto, noget manden stadig har svært ved helt at forstå.
”Det kom som en overraskelse for os begge, da min kone vandt en million for fem år siden. Men at jeg også har vundet en million, det er bare helt vildt. Jeg vil ikke sige, at vi blev chokerede, eller jo, det kan man godt sige: Vi blev chokerede,” fortæller han med et grin i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Dette skal pengene bruges på
Da konen vandt sin gevinst, stod det hurtigt klart, hvordan en del af pengene skulle bruges.
Hun havde nemlig lovet familiens børn en tur til Disneyland, hvis den store gevinst en dag blev en realitet.
Da løftet endelig kunne indfries, var familien vokset betydeligt, og rejsen endte med at samle 17 familiemedlemmer bestående af børn, børnebørn og kærester.
Den nyvundne million har endnu ikke fået en fast destination.
Manden overvejer, om pengene blandt andet skal bruges på endnu en rejse, dog ikke nødvendigvis til Disneyland.
Samtidig kan børnene også se frem til at få del i gevinsten på et senere tidspunkt.
”Det bedste er den økonomiske frihed, man får lige pludselig. Vi havde aldrig nogensinde prøvet at vinde andet end smågevinster, før min kone vandt en million kroner for fem år siden,” siger han.
Manden blev samtidig nummer 3.959 i rækken af personer, der har vundet mindst en million kroner i Lotto.