Forsikringsselskab advarer: Pas på med dette i hjemmet

Skrevet af Mathias Busekist

01/10/2022
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der advares direkte mod at sænke temperaturen for meget.

Dagens topnyheder

Energipriserne har som bekendt været på himmelflugt. 

Det har medført, at mange danskere skruer ned for temperaturen - men den skal ikke for langt ned. 

Forsikringsselskabet Topdanmark advarer nemlig om, at det kan medføre alvorlige konsekvenser for helbred såvel som boligen. 

"Der er i øjeblikket mange gode grunde til at spare på varme og el, men jeg vil opfordre til, at man holder temperaturen i huset eller lejligheden på minimum 18 grader, da der ellers opstår risiko for fugt og skimmelsvamp, særligt i ældre ejendomme, som har mindre isolering," kommer det fra Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark, i en pressemeddelelse. 

Helene Ibsen advarer herefter om faren ved den varme, fugtige luft fra eksempelvis badet, som kan kondensere på de kolde ydervægge. 

Ifølge Ibsen kan det nemlig medføre skimmel, hvilket kan være uhyre dyrt at få fjernet - dyrere at få fjernet end at varme ordentligt op i hjemmet. 

"Har du flere radiatorer i samme rum, så indstil dem alle til samme temperatur, så du udnytter varmen bedst. Desuden kan man med fordel holde døren lukket mellem rum, hvor man ønsker forskellig temperatur," siger hun og tilføjer:

"En tommelfingerregel er dog, at der ikke bør være mere end fem graders forskel på rummene, for det er forskellen i temperatur, der skaber kondens." 

Et dårligt indeklima vil også kunne medføre helbredsmæssig skade. 

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan det medføre uoplagthed, træthed, hovedpine, irritation af slimhinder i øjne, næse, svælg og luftveje.

I den forbindelse anbefaler de, at man holder temperaturen på minimum 18 grader.