Fra nedtur til optur: Dansk konkurrenceevne er styrket

Skrevet af admin

03/09/2014

Mest læste i dag

En stram finanspolitik og bedre muligheder for at låne penge har forbedret Danmarks konkurrenceevne det seneste år.

På listen over verdens mest konkurrencestærke samfund er Danmark nu rykket op som nummer 13. Det er to pladser bedre end i 2013.

Det viser den netop offentliggjorte årlige undersøgelse fra World Economic Forum.

Det er første gang i tre år, at Danmark rykker op på den globale rangliste, der omfatter 144 lande.

Mellem 2011 og 2103 raslede Danmark ned fra en ottende til 15. plads.

Men nu går det igen fremad, konstaterer Teknologisk Institut, der står bag den danske del af rapporten.

Hanne Shapiro, centerchef hos Teknologisk Institut, glæder sig over fremgangen, der i rapporten blandt andet forklares med en stram finanspolitik og en vis forbedring af lånemuligheder.

- Et andet positivt træk er selve karakteren af vores konkurrenceevne. Vi konkurrerer ikke på pris, men på unikke produkter og processer. Samtidig har vi et fleksibelt arbejdsmarked, siger hun i en skriftlig kommentar til undersøgelsen.

Til gengæld efterlyser hun en langt større indsats for at fremme teknologisk innovation gennem internationalt samarbejde og ikke mindst gennem offentligt-private samarbejder.

Netop evnen til at udvikle nye produkter er et fællestræk hos de lande, der har den stærkeste konkurrenceevne. Det samme gælder adgang til risikovillig kapital.

- Hvis den positive udvikling skal fastholdes, så er det afgørende, at vi får sat yderligere fokus på lånemuligheder for SMV'erne (små- og mellemstore virksomheder, red.), og at vi fortsat holder fokus på reformer, siger Hanne Shapiro om mulighederne for, at Danmark kan styrke sin konkurrenceevne endnu mere.

Schweiz er for sjette år i træk udpeget som verdens mest konkurrencedygtige land. Singapore fastholder sin andenplads, mens det er lykkedes for USA at fortrænge Finland fra tredjepladsen.

Finnerne er med en fjerdeplads fortsat langt det bedst placerede af de nordiske lande. Sverige er gået fire pladser tilbage - fra nummer seks i 2013 til nu en 10.-plads, mens Norge fortsat er nummer 11 på ranglisten.

/ritzau/