Fusk i Rema 1000: "Det er en udbredt problematik"

Skrevet af Julie Møller

06/10/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Det var en kostplan, der var skyld i, at kunden blev opmærksom på problematikken i Rema 1000.

Dagens topnyheder

Hvis du køber en pakke kyllingebryst, hvor der på pakken står, at den indeholder 450 gram kød, så er der også 450 gram kød i. Eller det skulle man i hvert fald tro.

Men sådan hænger det ikke altid sammen. Det skriver B.T.

Daniel Sørensen, der sammen med sin kone er på en kostplan, fortæller, at han tre gange i streg har oplevet, at mængden i pakken ikke hang sammen med det tal, der var angivet uden på pakken.

Kostplanen betyder, at al maden hos familien i Them i Midtjylland bliver vejet af, og derfor går de op i, at køkkenvægten stemmer overens med planen. I et af tilfældene skulle der eksempelvis have været 450 gram kyllingebryst i pakken, men det viste sig, at der kun var 373 gram, forklarer han til B.T.

Udbredt problem

Det kommer ikke som en overraskelse for seniorrådgiver og fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet Tænk, Camilla Udsen.

“Vi får jævnligt henvendelser fra forbrugere, der oplever det her. Der er ingen tvivl om, at det her med, at der er mindre i pakken, end man betaler for, er en udbredt problematik,” fastslår hun.

Men faktisk må der godt være mindre kød i pakkerne end der står på emballagen. Bagatelgrænsen er en afvigelse på tre procent, og i Daniels tilfælde er grænsen overskredet.

Daniel Sørensen valgte at dele sin frustration på Rema 1000’s Facebookside, men det er ikke nok til at supermarkedskæden gør noget ved det, da de ifølge B.T ikke har ‘hørt direkte fra Daniel’.