En ny Wegovy-version kan snart blive en realitet i Europa.
Novo Nordisk er kommet et stort skridt tættere på at sende sin nye Wegovy-pille ud til millioner af europæere og Danmark kan blive blandt de første lande til at få adgang til den.
Den nye pille kan blive næste store våben i kampen mod overvægt og samtidig en vigtig brik i Novo Nordisks milliardkamp mod rivalen Eli Lilly.
Nu er der kommet en vigtig melding fra de europæiske myndigheder.
EMA anbefaler Wegovy-pille
Det europæiske lægemiddelagentur EMA’s lægemiddelkomité har besluttet at anbefale en godkendelse af Wegovy i pilleform.
Det er et afgørende skridt, før Novo Nordisk kan begynde at sælge medicinen i Europa.
Den endelige godkendelse skal dog fortsat gives af EU-Kommissionen.
Det skriver TV2.
Danmark kan blive blandt de første
Hvis den sidste godkendelse falder på plads, kan Wegovy-pillen potentielt komme hurtigt til Danmark.
Ifølge aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank er Danmark blandt de markeder, der kan stå først i køen til lanceringen.
Hos TV 2 vurderer erhvervsanalytiker Jens Nymark samtidig, at Novo Nordisk nu intensiverer kampen mod konkurrenten Eli Lilly, der også arbejder på vægttabspiller.
Han peger på, at Novo har stor interesse i at få pillen hurtigt ud på markeder uden for USA.
Kan ændre markedet
Wegovy findes allerede som injektion, men en pilleversion kan gøre behandlingen langt lettere for mange patienter.
Samtidig kan det blive en vigtig milepæl for Novo Nordisk, som kæmper for at fastholde væksten på det globale marked for vægttabsmedicin.
Selv hvis EU-Kommissionen giver grønt lys, vil der dog fortsat være nationale regler og godkendelsesprocesser i de enkelte EU-lande.
Pillen vil desuden ligesom den nuværende Wegovy-behandling fortsat kræve recept fra en læge.