De økonomiske vinde i Europa blæser ikke ligefrem med stormstyrke, men inflationen holder nogenlunde kurs.
Tal for april viser, at den samlede prisstigning i eurozonen lander på 2,2 procent, hvilket svarer til niveauet fra måneden før. Men bag det stabile ydre gemmer sig en overraskelse:
Kerneinflationen, der ser bort fra energi og fødevarer er steget fra 2,5 til 2,7 procent.
Det skriver Euroinvestor
Det er stadig inden for Den Europæiske Centralbanks målsætning, men udviklingen følges nøje. Ifølge Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, er inflationsniveauet ikke i sig selv alarmerende.
"Men sammenholder vi inflationen med, at væksten i eurozonen ikke er prangende, forventer vi, at ECB sænker renten yderligere," udtaler han.
Så langt skal renten ned
Centralbankens nuværende styringsrente ligger på 2,25 procent, men Sydbank forventer, at den skal helt ned til 1,50 procent i løbet af en nær fremtid.
Den næste rentebeslutning fra ECB ventes i juni, og her kan en ny sænkning meget vel komme på bordet.
En eventuel rentesænkning vil ikke mindst være gode nyheder for boligejere med variabelt forrentede lån. Mange har allerede oplevet markante lettelser i deres boligudgifter over de seneste kvartaler, og ifølge Sproegel er der mere at hente:
"Det vil især komme boligejere med variabel rente til gavn, som allerede har fået pæne besparelser på boliglånet gennem de seneste kvartaler."
Mens inflationsmålet stadig synes inden for rækkevidde, bliver ECB’s næste skridt afgørende både for husholdninger, låntagere og vækstudsigterne i eurozonen.