Godt nyt til danske boligejere: Kan se frem til stor pengegevinst

Kamille Isaksen

2 dage siden

|

11/07/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Man kan vidst roligt sige, at det på det seneste har kunnet betale sig at være boligejer.

Dagens topnyheder

Den gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse i Danmark endte på 17.408 kroner per kvadratmeter i juni måned, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.  

Således er huspriserne steget i samtlige måneder af 2024 - senest fra maj til juni med 0,5 procent.

Med de nye salgspriser for juni er det samtidig muligt at gøre status på prisudviklingen for første halvår af 2024.

Det skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Set i det lys er huspriserne steget med 3,5 procent fra december sidste år til juni i år.

Det svarer til, at et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter er steget med knap 90.000 kroner i værdi i løbet af årets første halvår.

”December er i udgangspunktet en sløj måned på boligmarkedet sammenlignet med juni, så dele af prisstigningerne for første halvår hænger også sammen med sæson,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden, og fortsætter:

”Hvad, der er anderledes denne gang, er dog, at 2024 startede med nye ændringer i boligskatten, som blandt andet skabte nogle forskydninger på boligmarkedet – særligt i de områder, hvor boligskatterne nu er steget. Her så vi nemlig øget aktivitet i slutningen af 2023, fordi der i de områder var stor interesse for at opnå den såkaldte skatterabat. Da muligheden for skatterabat ophørte i takt med årsskiftet, droslede aktiviteten også betydeligt ned ved årets begyndelse.”

”Det varede dog ikke længe, før optimismen på boligmarkedet igen var at spore, og priserne atter begyndte at stige – endda så meget, at salgsprisen for blandt andet huse nu ikke er set højere siden sommeren 2022. Forklaringen er, at økonomien i de danske husholdninger generelt set har det godt, mens renterne nu også er faldet. Det gør, at mange både har mod på og mulighed for at købe ny bolig, som har en positiv effekt på boligpriserne.”

Her kan du se prisudviklingen for villaer og rækkehuse i landets regioner og kommuner

Kvadratmeterpris for lejligheder runder 35.000 kroner

Landsgennemsnittet for lejlighedspriserne landede på 35.317 kroner i juni måned, som er 1,5 procent mere end i maj. Det er første gang siden juli 2022, at den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder er på over 35.000 kroner per kvadratmeter.

Lejlighedspriserne er steget med 2,4 procent i løbet af første halvår 2024. Det svarer til, at en gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter er steget med lidt over 65.000 kroner i værdi i perioden.

I Københavns Kommune, som har det største marked for ejerlejligheder, endte lejlighedspriserne på 53.299 kroner per kvadratmeter i juni. Dermed er priserne for lejligheder steget med 3,1 procent i Københavns Kommune i første halvår af 2024.

”Særligt markedet for ejerlejligheder har overrasket i løbet af første halvår, da mange forventede, at priserne ville falde væsentligt som følge af boligskatteændringerne, fordi det har betydet højere boligskatter for hovedparten af lejlighedsmarkedet. Det har vist sig ikke at holde stik, og i stedet er priserne nu på sit højeste i to år. For ejerlejlighederne specifikt hænger prisstigningerne også sammen med et forholdsvist lavt udbud, som er med til at presse priserne op,” siger Birgit Daetz.

Historisk høj salgspris for sommerhuse

Den gennemsnitlige salgspris for sommerhuse endte på 23.377 kroner per kvadratmeter i juni, som er det hidtidige højeste niveau i Boligsidens historie, der går tilbage til 2011.

For sommerhusene lyder den halvårlige prisstigning på 2,4 procent fra december sidste år til juni i år.

”Det er vildt, at sommerhuspriserne nu har ramt den foreløbige top, hvor vi også her skal tilbage til sommeren 2022 for at se et prisniveau, der ligger tættest på det nuværende. Igen hænger det sammen med, at mange danskere i dag har økonomi til at købe eget sommerhus. Samtidig har de seneste år vist os, at sommerhuse generelt set er i høj kurs, og det er en trend, der tilsyneladende er kommet for at blive,” siger Birgit Daetz.