Her kan du blive vaccineret af Søren Brostrøm uden tidsbestilling

Skrevet af Julie Møller

14/06/2021
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.
Søren Brostrøm giver en hjælpende hånd.

Dagens topnyheder

I denne uge kan folk i Tingbjerg blive vaccineret mod COVID-19 uden tidsbestilling.

Sundhedsstyrelsen har udvalgt regioner og kommuner til at udarbejde en særlig og målrettet lokal vaccinationsindsats, der skal få vaccinationstilslutningen op i de områder, hvor vaccinetilslutningen ligger lavere end landsgennemsnittet.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside. 

Det er derfor, at borgerne i Tingbjerg i København kan blive vaccineret af et velkendt ansigt. Søren Brostrøm dukker nemlig selv op i den københavnske bydel, og på Twitter afslører han, at han også selv trækker i arbejdstøjet.

“Jeg kigger selv forbi i eftermiddag og giver en hjælpende hånd med at vaccinere.”

Det kan gøre en forskel

Tilslutningen til COVID-19 vacciner er generelt høj i Danmark, men der er samtidig lokale forskelle på, hvor mange der bliver vaccineret, skriver Sundhedsstyrelsen. 

“Vi ved fra de indsatser, vi har haft med at forebygge smitte lokalt, at kommunernes samarbejde med lokale netværk, teststeder og boligforeninger har spillet en stor rolle. De erfaringer tager vi nu videre i vaccinationsindsatsen, hvor vi også kan se en ulighed i, hvem der bliver vaccineret. Vi tror på, at en lokal indsats gør en stor forskel, fordi afstand og tidsbestilling for eksempel ikke bliver en barriere for at blive vaccineret,” siger Niels Sandø, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.

Der er tale om et pilotprojekt, der skal forsøge at modvirke nogle af de barrierer, der kan være for at blive vaccineret. Vaccinationsindsatsen er blevet dømt ”Lighed i vaccination”, og du kan læse mere om det her.

Regioner og kommuner der deltager i pilotprojektet:

  • Region Hovedstaden: København (uge 24) og Brøndby (uge 24)

  • Region Sjælland: Lolland (uge 24) og Slagelse (uge24)

  • Region Syddanmark: Odense (uge 24) og Fredericia (uge 25)

  • Region Nordjylland: Aalborg (uge 25)

  • Region Midtjylland: Aarhus (uge 22)