Hollywood-stjerne afgået ved døden

Skrevet af Nicolai Busekist

12/08/2022
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Den amerikanske skuespiller er afgået ved døden, efter at have tilbragt flere dage i koma.

Dagens topnyheder

Skuespiller Anne Heche er afgået ved døden. Lægerne har nemlig slukket for den respirator, der har holdt hende i live, efter hendes voldsomme trafikulykke i Los Angeles for en uge siden.

Daily Mail skriver, at dødsfaldet er blevet bekræftet af hendes tætte veninde Nancy Davis.

Tidligere fredag meddelte familien til Anne Heche via en talsmand, at lægerne havde informeret dem om, at der kun var en minimal chance for, at skuespilleren ville overleve.

Talsmanden udtalte sig til mediet People Magazine, og meddelte også, at Anne Heche havde pådraget sig en 'katastrofal' hjerneskade som følge af den tragiske ulykke, hun var involveret i.

"Annes iltmangel har desværre været så alvorlig, at hun har fået en katastrofal hjerneskade. Hun er stadig i koma og i kritisk tilstand. Det forventes ikke, at hun overlever," lød det fra talsmanden til People Magazine.

Efter sigende var det Anne Heches eget ønske, at hun skulle holdes kunstigt i live, mens det blev vurderet, hvorvidt det ville være muligt at bruge hendes organ til organdonation.

Anne Heche pådrog sig sin hjerneskade, da hun for en uge siden kørte ind i et hus, da hun kom kørende i Mar Vista i Las Angeles. Efter at være kørt ind i huset med høj fart, brød både hendes bil og huset i brand.

Kort efter ulykken kom flere positive meldinger om hendes tilstand. Det ændrede sig dog hurtigt, da det viste sig, at hendes tilstand faktisk var langt mere alvorlig, end man først havde antaget, at den var.

Der har været spekulationer om, hvorvidt hun var påvirket af enten stoffer eller alkohol, da hun kørte galt. Det er senere blevet bekræftet af politiet i Los Angeles, at hun havde kokain i blodet.