Indstiller al flytrafik omgående

Skrevet af Nicolai Busekist

01/12/2021
Foto: Tino Plunert/DPA/Ritzau Scanpix
Foto: Tino Plunert/DPA/Ritzau Scanpix
Nu får det voldsomme vejr konsekvenser. Det har nemlig resulteret i, at man i Aalborg Lufthavn har indstillet al flytrafik.

Dagens topnyheder

Flere steder i landet er ramt af voldsomt vejr, og særligt i Nordjylland er de hårdt ramt af snestorm.

Det har nu fået konsekvenser for folk, der havde planer om at sætte sig ombord i et fly, der skulle have lettet fra Aalborg Lufthavn.

På grund af det voldsomme snevejr, har den nordjyske lufthavn nemlig set sig nødsaget til at indstille al flytrafik omgående.

"Trafikken er midlertidigt indstillet i Aalborg Lufthavn på grund af vejret. Så snart vejrforholdene tillader det, vil trafikken blive genoptaget," skriver Aalborg Lufthavn på deres hjemmeside. 

Ifølge Aalborg Lufthavns hjemmeside har det allerede fået konsekvenser for flere fly. Efter meldingen fra lufthavnen, fremgår det nu på deres hjemmeside, at tre af onsdagens fly er blevet aflyst.

Blandt andet skulle et KLM-fly være afgået kl. 18:10 mod Amsterdam, men dette er blevet aflyst. Det samme er gældende for et Scandinavian Airlines- samt Norwegian-fly, der begge havde kurs mod København.

Det er dog ikke blot flytrafikken, der er blevet hæmmet af det voldsomme vejr, der har ramt Nordjylland, og forventes at sprede sig til resten af landet.

Snevejret har nemlig også fået konsekvenser for både bus- og togtrafik, der flere steder i Nordjylland er blevet indstillet. Blandt andet vil der ikke køre ICL-tog mellem Aarhus H og Aalborg resten af aftenen.

Ikke nok med det, så har Nordjyllands Politi også valgt at fraråde al unødig udkørsel. Det oplyser Dansk Trafikinfo på Twitter, hvor de også skriver, at man skal køre forsigtigt, hvis man alligevel bevæger sig ud.

"Vi gør derfor fortsat opmærksom på, at Nordjyllands Politi fraråder al unødig udkørsel," skriver de på Twitter, hvor de også tilføjer følgende:

"Kører du alligevel ud, så kør forsigtigt. Vejene er særdeles glatte i Nordjylland."