Institut mod tortur: Sen udredning skader asylansøgere

Skrevet af admin

04/11/2014

Mest læste i dag

På den korte bane er det måske ikke til at mærke, hvis de danske kommuner ikke tilbyder nyankomne flygtninge en helbredstest. Men på længere sigt kan det blive et væsentligt problem for flygtningen, der risikerer at ende med kroniske skader.

Sådan lyder det fra Anders Bernhoft, der er talsmand for Dignity - Dansk Institut Mod Tortur.

- Vi oplever ofte nogle klienter, som kommer alt for sent i behandling, og hvor der kan gå op til 10-15 år, før det sker, siger han til Ritzau.

- Når de kommer til landet, bliver de ikke ordentlig udredt og screenet for tortur eller andre traumer. Og hvis de ikke bliver ordentlig behandlet, kan det gå ud over både dem selv og deres familie, fortsætter Anders Bernhoft.

I en undersøgelse, som analyseinstituttet LG Insight har lavet for Ugebrevet A4, fremgår det, at mere end halvdelen af landets kommuner bryder integrationsloven og ikke tilbyder nyankomne flygtninge tilbud om helbredstest og en integrationsplan inden for tre måneder.

Det er et problem, mener Anders Bernhoft. Han peger på, at går der for lang tid med behandlingen, så kan problemet hos klienten risikere at blive kronisk.

- Det kan både gælde fysiske og psykiske smerter, uddyber talsmanden og tilføjer:

- Samtidig ser vi også folk, der cykler rundt i systemerne og får en smule behandling det ene og det andet sted, uden at de bliver klogere på, hvad der er galt med dem.

Flere af landets kommuner melder om problemer med at huse de ekstra flygtninge, som især borgerkrigen i Syrien har ført med sig.

For at imødekomme tilstrømningen har regeringen øremærket 4,5 milliarder kroner ekstra til næste år og meldt ud, at pengeposen ikke bliver større.

Anders Bernhoft advarer mod at spare penge på tidlig behandling af nyankomne flygtninge, da det vil være "et problem, der bider sig selv i halen".

- Hvis de her mennesker ikke får et tilbud om behandling i starten, så skubbes problemet foran, og så rammer det meget hårdere på et senere tidspunkt. Så er problemet blevet kronisk, og så er det ikke længere muligt at hjælpe dem ordentligt, siger Anders Bernhoft.

/ritzau/