Israels Netanyahu tager stikket hjem ved parlamentsvalg

Skrevet af admin

18/03/2015

Dagens topnyheder

Israels konservative premierminister, Benjamin Netanyahu, vinder en overraskende stor sejr ved Israels parlamentsvalg tirsdag. Hans Likud-parti får 29 pladser mod rivalernes 24, skriver avisen Haaretz.

Resultatet står klart, efter at 99,5 procent af stemmerne ifølge avisen er optalt tidligt onsdag morgen.

Den Zionistiske Union, der har været Netanyahus største trussel i meningsmålingerne op til valget, får ifølge den israelske avis 24 pladser i det israelske parlament, Knesset.

Allerede tirsdag aften erklærede Benjamin Netanyahu på de sociale medier Twitter og Facebook, at han har taget en "stor valgsejr".

- Mod alle odds: en stor sejr for Likud, en stor sejr for den nationale lejr ledet af Likud, en stor sejr for Israels folk, skrev Netanyahu.

Hans hovedmodstander ved valget, Isaac Herzog fra valgforbundet Den Zionistiske Union, ville dog sent tirsdag endnu ikke høre tale om, at Netanyahu havde vundet en stor sejr.

Umiddelbart efter at sidste stemme var afgivet i Israel, viste tre valgstedsmålinger, at valgforbundet og Likud lå side om side med Den Zionistiske Union med hver cirka 27 mandater.

I de sidste meningsmålinger før valget lå Netanyahus konservative Likud til at få mellem 20 og 22 pladser i Knesset, mens Den Zionistiske Union stod til mellem 24 og 26 af de i alt 120 mandater.

/ritzau/