It-ekspert om Nets-afsløring: Danskernes tillid kan ryge

Skrevet af admin

02/05/2014

Dagens topnyheder

Danskernes tillid til digitale instanser risikerer at forsvinde i takt med afsløringer om, at vores kortoplysninger er tilgængelige for flere, end vi lige gik og troede.

Sådan lyder dommen fra Shehzad Ahmad, der er chef for it-sikkerhedsorganisationen DK Cert.

- Det er privatlivets fred, der er på spil her. Hvis borgerne ved, at det her kan ske, risikerer man at miste tilliden til systemet: Tilliden til de instanser, der opbevarer vores følsomme oplysninger, og det går ikke, siger han til Ritzau.

Udmeldingen kommer, efter at en tidligere ansat hos Nets anonymt siger til netmediet Version2, at det ikke kun er betalingskortvirksomheden Nets' it-specialister, der har fuld adgang til databaser over brugen af betalingskort.

Det har hele holdet af unge kundeservicemedarbejdere, som misbruger privilegiet.

Men det lyder underligt i Shehzad Ahmads ører.

- Det virker ikke normalt. Det bør kunne lade sig gøre at lave et system, hvor sikkerhed og privatlivet er tænkt ind fra start, så det her scenarie kan undgås. Er det virkelig vigtigt og nødvendigt, at alle har adgang til disse informationer, spørger Ahmad.

Han tager forbehold for, at han ikke kender til Nets' konkrete procedurer og derfor ikke ved, om Nets er tvunget til en konstellation, hvor det er muligt for medarbejderne at kigge på, hvad ekskærester, venner og kendte personer bruger deres kort til.

Noget den anonyme kilde påstår finder sted.

Shehzad Ahmad opfordrer til eksempelvis at dele data op i flere baser, så det hele ikke behøver at være tilgængeligt for alle.

- Der må være nogle systemer, som kan laves om, så man kan komme væk fra, at alle har adgang til de data. Man skal opdele data, så man et sted har kreditkortoplysningerne, og i en anden database har ejerne stående, siger it-eksperten.

Ifølge Nets er det nødvendigt at give en bredere kreds af medarbejdere adgang til danskernes kreditkortoplysninger.

Kommunikationschefen i Nets, Søren Winge, henviser dog til, at virksomheden er i gang med en intern undersøgelse af sikkerheden efter Se og Hør-afsløringerne.

- Jeg kan forsikre, at tryghed omkring data er vores hjerteblod. Jeg kan forstå, hvis folk er ængstelige oven på, hvad de har hørt, og det er også derfor, vi vil til bunds i det her, siger han.

/ritzau/