Den 16. maj kan man i Zoologisk Have endelig åbne de to skydedøre mellem det indendørs chimpanseanlæg og det nye udendørs anlæg, hvor Havens chimpanser kan komme ud og opleve en helt ny verden.
Åbningen bliver fejret af ZOOs medarbejdere, gæster – samt med besøg af kulturminister Jakob Engel-Schmidt samt borgmester på Frederiksberg, Michael Vindfeldt.
"Anlægget har egentlig stået klar i noget tid. Men vi har med vilje ventet med at åbne, da vegetationen i det grønne anlæg skulle have de bedste betingelser for at gro. Desuden skulle det også gerne blive lunere i vejret af hensyn til dyrene," siger adm. dir i ZOO, Pernille Mehl, der er meget spændt på, hvordan flokken vil reagere, når de kommer ud.
Sådan skriver København Zoo i en pressemeddelelse.
"Vi ved jo ikke, om de kommer ud med det samme, eller om de lige skal tage lidt tilløb. Så det bliver meget spændende. Jeg har afsat hele dagen til at nyde synet sammen med vores gæster," lyder det fra direktøren.
ZOO kunne for et års tid siden dele nyheden om, at en anonym velgører havde valgt at donere 17 millioner kroner til det nye udeanlæg. En udeanlæg som nu står færdigt som en forlængelse af det indendørs anlæg, der åbnede tilbage i 1986.
De nye rammer vil gøre det muligt for de sociale menneskeaber at boltre sig ude i den friske luft og dermed give både dyr og gæster en helt ny oplevelse.
"Vi oplever heldigvis en stor interesse for vores arbejde for at bevare verdens truede dyr, og det arbejde er mere relevant end nogensinde. I tilfældet med chimpanserne har det gennem flere år været et stort ønske for os at kunne give dem mere plads at udfolde sig på, men vi har ganske enkelt ikke haft økonomien med os," forklarer direktøren og fortsætter:
"Jeg tror, jeg taler på hele Zoologisk Haves vegne, når jeg siger, at vi nærmest ikke kan vente med at se vores chimpanser følge årets sæsoner udefra. Faktisk var det nye udeanlæg en forudsætning for, at vi ville beholde arten her i ZOO," lyder det fra Pernille Mehl.
Der er derfor med stor ydmyghed og taknemmelighed, at hun sender tankerne mod den gavmilde velgører, der har valgt at være anonym.
"I ZOO går dyrevelfærd og gæsteoplevelse hånd i hånd, og vi arbejder konstant for at udvikle Zoologisk Have i dyrenes favør. For at gøre det, er vi dybt afhængige af de midler, vi får fra fonde, sponsorer og privatpersoner, hvis hjerter banker lige så meget for dyrevelfærd og naturbevarelse, som de gør hos os. På den baggrund kan vi nu gøre en stor drøm til virkelighed her i ZOO," slutter Pernille Mehl.