Konservative: Danskerne skal have større og sikrere biler

Skrevet af admin

12/06/2015

Mest læste i dag

Nu skal det være slut med danske familier, der kører i små og uddaterede biler med gammelt sikkerhedsudstyr. Sådan lyder budskabet fra De Konservative, der blandt andet foreslår at sænke registreringsafgiften fra 180 procent til 105 procent.

- Danskerne betaler Europas højeste bilafgifter, og det tynger danske familiers udgifter enormt meget. Det er ikke rimeligt, siger partiets politiske ordfører, Mai Mercado.

- Derudover ligger vores fokus også på trygheden og på sikkerheden. Vi ønsker, at man for de samme penge kan købe større og sikrere biler.

Ifølge De Konservative vil en registreringsafgift på 105 procent gøre, at en bil, der ellers ville koste omkring 360.000 kroner, kan købes for under 310.000 kroner.

Pengene til at sænke registreringsafgiften skal komme fra De Konservatives 2020-plan, oplyser Mai Mercado. Planen blev lanceret i december sidste år og indeholder blandt andet De Konservatives samlede plan for at gøre Danmark tryggere.

De Konservative håber, at lavere registreringsafgift vil få danskerne til at købe større og sikrere biler. Og selvom større biler umiddelbart kan lyde som noget, der giver en øget CO2-udledning, så er det ikke som udgangspunkt det, der fylder hos De Konservative.

- Hvis vi går fra at have meget gamle biler i Danmark til at have nye biler, så vil det i sig selv have en kæmpe betydning for udledningen af CO2. Jeg tror, uden at have regnet på det, at det her forslag vil være godt for miljøet, siger Mai Mercado.

Ud over at sænke registreringsafgiften vil De Konservative også give et fradrag for det nyeste sikkerhedsudstyr. Problemet med det nuværende system er ifølge Mai Mercado, at det kun er gammelt sikkerhedsudstyr, der er fradragsberettiget.

- Det virker helt mærkeligt, at man kan få fradrag for sikkerhedsudstyr - men at det ikke er på det nyeste sikkerhedsudstyr. Det virker ulogisk, siger Mai Mercado.

De Konservative foreslår, at listen over fradragsberettiget udstyr, der ikke er blevet opdateret siden 2007, fremover bliver opdateret en gang om året.

/ritzau/