Kunder raser over Elgiganten: “Det er til grin”

Skrevet af Julie Møller

11/11/2020
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Mange kunder er lige nu ikke tilfredse med Elgiganten.

Dagens topnyheder

Hvis man scroller ned over Elgigantens Facebookside i disse dage, så er der ingen tvivl om, at stemningen hos rigtig mange af kædens kunder er trykket.

“Virkelig dårlig stil”

“Det er til grin”

“STRAM OP”

“En svinestreg uden lige”

Årsagen til de mange negative kommentarer skal findes i ét specifik produkt: Nemlig spillekonsolen Xbox, skriver Ekstra Bladet. På Elgigantens hjemmeside blev der reklameret med, at Xbox Series X og Series S kunne forudbestilles og sendes ud på lanceringsdagen, som var i går den 10. november. Men det er langt fra alle kunder, der har oplevet, at denne service stemte overens med virkeligheden. 

Blandt andet skriver en kunde, at han havde forudbestilt XBOX Series X hos Elgiganten, for at have den på udgivelsesdagen, men det kom ikke til at ske.

“Da jeg havde fået 3 forskellige datoer for levering fra jer, var jeg i butikken og spørge og her var svaret at der var ingen problemer, det var en fejl fra jeres side. Jeg kunne være helt rolig, jeg ville få den på lanceringsdagen, da jeg var en af dem der havde bestilt i god nok tid.

Bare for at være helt sikker, var jeg skriftlig i kontakt med jer via kundeservice d. 28/10. Her blev jeg igen forsikret om at der havde været lidt forvirring, men at jeg nok skulle få den på lanceringsdatoen.

Nu står jeg her på lanceringsdatoen og hvor er min xbox?

Jeg understregede tydeligt, at det var meget relevant at vide om den kom på lancering, en måned efter, eller noget helt andet (hvorfor er der i det hele taget forvirring omkring denne kommunikation). Jeg har heldigvis gemt vores samtale.

Det er til grin PÅ DAGEN at få en email, hvori der står vi bare skal afvente.”

En systemfejl

Ekstra Bladet har været i kontakt med Elgiganten, som i en mail forklarer, at det er på grund af en “systemfejl”, at problemet er opstået.

“Mandag opdagede vi fejlen og satte straks i gang med at kontakte vores kunder. Alle konsoller er nu sendt afsted: 80% af alle kunder modtog deres konsol i går mens de resterende 20%, som skulle modtage deres Xbox til release, vil modtage den i dag. Herudover er der et mindre antal kunder, som er nødt til at væbne sig med tålmodighed, da der vil gå lidt tid endnu før de vil modtage deres konsol.”