Lavrov: Rusland må modernisere våben

Skrevet af admin

28/09/2014

Dagens topnyheder

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger til russisk tv, at Rusland skal til at modernisere dets nukleare og konventionelle våbenarsenaler.

- Jeg tror ikke, at vi står på kanten til et nyt våbenkapløb. I hvert fald vil Rusland ikke deltage. I vores tilfælde er det blot sådan, at tiden er inde til, at vi moderniserer vores nukleare og konventionelle våbenarsenaler, siger Lavrov i et interview med den russiske tv-station Russia Today.

- Vi har et langsigtet våbenprogram, hvori der tages hensyn til vores økonomiske situation og til behovet for at have en effektiv og moderne våbenkapacitet til at beskytte vore nationale interesser. Vi har ikke gjort meget på dette område i årevis, siger han.

Lavrov siger videre, at Moskva ønsker at forberede forholdet til Washington, at russerne ikke er interesseret i en fortsat "sanktionskrig" med Vesten.

- Der er brug for et nyt, ændret forhold. Vi må ændre og udvikle det til "2.0", siger den russiske minister.

Han tilføjer, at Rusland ikke føler sig isoleret fra Vesten, men han beskylder Washington for at have såret relationerne mellem øst og vest, og han beskylder USA for at være "dobbeltmoralsk" i kampen mod terrorisme.

Både USA og EU har indført sanktioner mod Rusland for landets rolle i konflikten i det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister opererer.

USA's præsident, Barack Obama, siger, at USA vil hæve de økonomiske sanktioner mod Rusland, hvis landet vælger fred og diplomati med Ukraine.

- Store nationer skal ikke have lov til at plage mindre nationer, sagde Barack Obama onsdag under en tale til 120 stats- og regeringsledere i FN's Generalforsamling i New York.

- USA vil støtte Ukraine på vejen mod politisk og økonomisk stabilitet. Hvis Rusland vælger vejen mod fred og diplomati, vil USA hæve sanktionerne, tilføjede han.

EU har tidligere tilbudt at fjerne sanktionerne igen, hvis våbenhvilen i Ukraine holder, og fredsprocessen holdes på sporet.

/ritzau/Reuters