Medicin kan gøre børn klogere

Skrevet af admin

10/05/2014

Dagens topnyheder

I fremtiden bliver det måske muligt at give nyfødte med en genetisk øget risiko for lav IQ en hormonbehandling, der med stor sandsynlighed kan gøre dem mere intelligente, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag.

Britiske forskere fra blandt andre Cardiff University, har nemlig med ny opsigtvækkende forskning fundet frem til, at børn, der både har en bestemt genvariant, og som har et lavt niveau af et stofskiftehormon fra skjoldbruskkirtlen, har mere end fire gange forøget risiko for at få en lav IQ på under 85.

Angiveligt kan man ifølge forskerne øge børns intelligens ved at behandle dem medicinsk med stofskiftehormonet på et tidligt tidspunkt. Forskerne anbefaler derfor ifølge Jyllands-Posten screening og gentestning af nyfødte.

Flere eksperter mener imidlertid, at forskningsresultaterne rejser så mange etiske dilemmaer, at man er nødt til at diskutere dem.

Etikprofessor Thomas Søbirk Petersen, RUC, mener, at man er dårlige forældre, hvis man ikke vil benytte en mulighed for at teste og behandle sit barn, så det undgår lav intelligens.

- Man skal gøre det bedste for sit barn. Det adskiller sig ikke væsentligt fra, at gravide tager folinsyre for at reducere risikoen for hjernemisdannelser, eller at gravide undlader at drikke og ryge af hensyn til fostrets sundhed, siger Thomas Søbirk Petersen til Jyllands-Posten.

Formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, er lodret uenig. Han frygter, at fostre i fremtiden aborteres, hvis det genetisk ser ud til at have lav intelligens.

- Det er problematisk, hvis vi begynder at behandle raske, normale børn. Vi kan nemt havne i, at vi pludselig betragter noget, som ellers er normalt, som en sygdom, siger Jacob Birkler til Jyllands-Posten.

/ritzau/