Mette Frederiksen slagtet: Planer er luftige og uambitiøse

Mette Frederiksen har de sidste par år lavet ‘tomsnak’ i massevis. Lover borgere guld og grønne skove, og samtidig fratager sig alt ansvar når historierne er negative.

Ord som ’afbureaukratisering’ og ’djøffisering’ har i årevis været en fast del af det politiske vokabular.

De klinger godt i vælgernes ører og danner billedet af en folkestyret stat uden overflødige papirbunker og kontorlandskaber, hvor embedsværket vokser vildt.

Netop dét billede har Mette Frederiksen i flere år forsøgt at male, senest med regeringens nye arbejdsprogram, som lover markante besparelser i statens administration.

Planen lægger op til at nedbringe de administrative udgifter med mindst 5,5 milliarder kroner frem mod 2030 – svarende til omkring 6.500 fuldtidsstillinger.

Men bag de runde tal og de skarpe formuleringer lurer tvivlen.

Ifølge B.T.’s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, er der grund til at slå koldt vand i blodet.

“Der er en masse politisk retorik, som man lige bliver nødt til at skære igennem. For sandheden er, at den her plan er meget luftig,” siger han til BT, og peger på, at ambitionerne i høj grad afhænger af, hvordan de enkelte ministerier vælger at gribe opgaven an.

Udvikling står i skarp kontrast til statsministerens ord

Siden Mette Frederiksen trådte til som statsminister i 2019, er antallet af ansatte i staten steget markant.

Hele 18.351 nye stillinger er kommet til, og 13.475 af dem er administrative. Udviklingen står i skarp kontrast til statsministerens oprindelige løfte om at skære ned på netop bureaukratiet.

Joachim B. Olsen mener derfor, at den nye plan langtfra garanterer reelle nedskæringer. “Man må være ret kritisk overfor, om hun her har lagt en god nok plan,” vurderer han og tilføjer, at erfaringerne viser, at ministerier ofte finder besparelser andre steder end i de administrative rækker.

Derfor fremstår regeringens udspil mere som en øvelse i politisk symbolik end et reelt opgør med djøfferiet.

Om planens mål nogensinde bliver til virkelighed, afhænger i høj grad af, hvordan embedsværket selv vælger at tøjle sin egen størrelse.