Minister giver ny kold skulder i børnecheck-sagen

Skrevet af admin

03/04/2014

Dagens topnyheder

Regeringen har ikke haft andet valg end at sætte en stopper for det optjeningsprincip for børnecheck til udenlandske EU-borgere, som blev indført under VK-regeringen.

Og det vil også være i direkte strid med EU-retten, hvis regeringen skulle følge det flertal, der tegner sig for et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at vende tilbage til de gamle regler.

Det understreger skatteminister Morten Østergaard (R) i et skriftligt svar forud for torsdagens debat i Folketingssalen om børnecheck.

- Det vil således ikke være i overensstemmelse med EU-retten, hvis regeringen fulgte beslutningsforslaget, konkluderer Morten Østergaard.

Det er De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der står bag beslutningsforslaget, som torsdag eftermiddag debatteres på Christiansborg.

Venstre og Enhedslisten har lagt op til at støtte forslaget, og det kan dermed bringe regeringen i mindretal.

Men det ændrer ikke på, at regeringen ikke vil følge flertallet, så længe det vil betyde, at der skal administreres i modstrid med EU-retten.

Enhedslisten har også fremsat et selvstændigt forslag, som vil pålægge regeringen kun at udbetale børnecheck, hvis barnet faktisk opholder sig i Danmark.

Men også det forslag får tommelfingeren nedad fra skatteministeren.

- Det ville således ikke være i overensstemmelse med EU-retten, hvis regeringen fulgte B 50 (Enhedslistens forslag, red.) og pålagde de danske myndigheder at håndhæve kravet om barnets ophold her i landet, fremgår det af et andet skriftligt svar fra Morten Østergaard.

/ritzau/