Morten Helveg anmelder Se og Hør til politiet

Skrevet af admin

29/04/2014

Dagens topnyheder

Efter at det er kommet frem, at ugebladet Se og Hør via en kilde hos Nets åbenbart har haft adgang til de kongeliges og kendtes kreditkortoplysninger, har De Radikales spidskandidat til EU-parlamentsvalget, Morten Helveg Petersen, meldt udgiveren Aller til politiet.

- Vi må til bunds i sagen, skriver politikeren på Twitter.

BT har på baggrund af en ny bog, der er skrevet af en tidligere Se og Hør-journalist, afsløret, at en medarbejder hos IBM, der stod for mainframe-driften hos Nets - det tidligere PBS - skal have forsynet ugebladet med kreditkortoplysninger om kendte og kongelige.

Overvågningen skulle ifølge bogen have fundet sted fra 2008-2012.

Allerede mandag fortalte flere kendte - herunder Morten Helveg Petersen - at oplysningerne om den såkaldte "tys-tys kilde" fik flere ting til at falde på plads.

Den radikale politiker havde blandt andet i 2008 undret sig over, at Se og Hør kunne skrive, at han havde været på ferie i Berlin med sin daværende kæreste, tv-værten Line Baun Danielsen.

Bladet kunne ikke blot fortælle, at parret havde været i Berlin, men også hvilken restaurant, de havde spist på, og hvilke barer de havde besøgt.

- Det er først bagefter, at jeg kan se, at der måske er en sammenhæng, siger Morten Helveg Petersen blandt andet til Berlingske.

- Hvis der er nogen, der på den måde har kigget mig over skulderen, er det stærkt ubehageligt og et overgreb på mit privatliv.

Oplysningerne om den hemmelige kilde hos Nets optræder i bogen "Livet, det forbandede", der er skrevet af journalisten Ken B. Rasmussen, som i fem år var ansat på Se og Hør.

Bogen handler om en journalist på ugebladet Set og Hørt, og forfatteren fortalte mandag til flere medier, at den er en blanding af fakta og fiktion.

Men både BT, TV2 News og Radio24syv har været i kontakt med flere anonyme kilder, der tidligere har arbejdet hos Se og Hør, og som bekræfter, at ugebladet havde en tys-tys kilde.

/ritzau/