Norge tager ny langrendstriumf ved VM

Skrevet af admin

21/02/2015

Dagens topnyheder

At Norge i disse år er verdens førende langrendsnation har stået klart længe, og lørdag eftermiddag blev det understreget på ny ved VM i Falun.

Therese Johaug gik i mål til et suverænt guld i kvindernes 15 kilometer skiathlon, hvor landsmanden Astrid Uhrenholdt Jacobsen med sin andenplads sørgede for norsk dobbelttriumf.

- Det her er vanvittig stort. Jeg har haft det som drøm, siden vi begyndte med at træne i maj sidste år, siger Therese Johaug til den norske tv-station NRK.

Skiathlon består af 7,5 kilometer i klassisk stil efterfulgt af 7,5 kilometer i fri stil, og Johaug understregede med sin sejr, at hun er en af verdenselitens mest alsidige løbere.

Det er den 26-årige nordmands femte VM-guld i alt. Tidligere i karrieren har hun vundet på både 10 kilometer, 30 kilometer og 4x5 kilometer stafet.

Eneste negative norske overraskelse var, at titelforsvareren Marit Bjørgen havde en skidt dag og måtte nøjes med sjettepladsen mere end halvandet minut efter vinderen.

Bjørgen måtte slide hårdt for at hænge på i den klassiske halvdel, og da feltet gik i gang med den frie afdeling, var der ikke mere af skyde med for den 13.-dobbelte verdensmester.

Det svenske hjemmepublikum i Falun kunne glæde sig over, at Charlotte Kalla kom i mål på tredjepladsen og dermed sikrede Sverige en bronzemedalje.

Opildnet af tusinder af tilskuere langs strækningen var Kalla længe i front for løbet, men hun kunne ikke hænge på, da Johaug satte det afgørende ryk ind til slut.

Johaugs sejr var Norges tredje ved dette VM. Marit Bjørgen og Petter Northug åbnede i torsdags mesterskaberne ved at vinde guld i sprint hos henholdsvis kvinder og mænd.

/ritzau/